Høring om kommunale kvalitetskontrakter, udbudsstrategier og kommunale borgerrådgivere

FTF's høringssvar vedr. forslag til ændring af Lov om kommunernes styrelse og Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (regionsloven) (Kommunale kvalitetskontrakter, udbudsstrategier og kommunale borgerrådgivere)

FTF har modtaget forslag til ændring af Lov om kommunernes styrelse og Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (regionsloven) (Kommunale kvalitetskontrakter, udbudsstrategier og kommunale borgerrådgivere) til høring.

Forslaget om indførelse af kvalitetskontrakter indeholder efter FTF’s opfattelse en risiko for øget bureaukrati og øget topstyring af den offentlige sektor stik mod regeringens formulerede målsætninger. Opbygningen af et meget omfattende sæt af kvantificerbare mål for hvert eneste serviceområde i en kommune med det formål at give kommunalbestyrelsen øget fokus på målfastsættelse synes gammeldags og stift og bygger på en illusion om effekten af standardisering og kvalificering.

Desuden vil det indebære praktiske problemer i form af, at en dækkende målfastsættelse i en kommune vil omfatte et stort antal mål, der vil være vanskeligt at håndtere og der er med forslaget netop lagt op til en fælles, central styring gennem disse mål som en ”politisk ramme for kommunalbestyrelsens” og ikke et redskab, der vil være forankret i den daglige drift på hvert enkelt serviceområde.

Omvendt vil det være problematisk, hvis der organiseres og styres efter 3 forsimplede kvantificerbare variable. Det bliver overfladisk, skævt og tilfældigt.

Indfører man desuden denne type af styringsprincip i en organisation, der samtidig søges decentraliseret mest muligt, og i den forbindelse opdeles i selvstændige bestiller – og udførerenheder, er der en risiko for uhensigtsmæssig og skæv prioritering via disse mål, der set fra hvert opgaveområdes synsvinkel let bliver overfladiske og tilfældige i forhold til kerneopgaverne og det samlede billede.

Dette forstærkes af kravet om kvantitative mål.

Hertil kommer, at arbejdet med opstilling, behandling og opfølgning centralt på alle de opstillende mål indebærer en ikke ubetydelig administrativ ekstraopgaver. Der er derfor intet, der tyder på at forslaget vil give administrative lettelser, tværtimod.

Ophævelse af krav om servicestrategi og udbudspolitik vil heller ikke give administrative lettelser. Det skyldes, at servicestrategier og ikke mindst udbudspolitikkerne i langt højere grad er arbejdsredskaber, der har værdi for tilrettelæggelsen og udførelsen af serviceopgaverne i en kommune. De kan derfor ikke med fordel undværes.

Kravene til en udbudspolitik har i mange tilfælde smidiggjort og lettet gennemførelsen af de enkelte udbud, da vilkår og rammer for udbudsprocessen har været klarlagt forinden udbudsprocessen gik i gang. Det har medvirket til administrative lettelser i forhold til det enkelte udbud, og sikret en gennemskuelig proces til gavn for alle involverede parter, ikke mindst for de berørte medarbejdere.

Udbudsstrategien indeholder mål om åbenhed og tydeliggørelse af kommunalbestyrelsens og regionsrådets målsætninger og konkrete planer. Det kan være hensigtsmæssigt, at man på forhånd og i god tid redegør for kommende planer på dette område, så øvrige involverede ikke bliver ”taget på sengen” i forhold til de konkrete udbud. Men erfaringerne med servicestrategierne viser, at det er vanskeligt at sikre denne åbenhed. Også af den grund er det vigtigt at fastholde krav om en supplerende udbudspolitik, der automatisk træder i kraft i forhold til de enkelte udbud.

Forslaget om at lovfæste kommunernes adgang til at etablere en borgerrådgivningsfunktion, som de hidtil kun har haft adgang til via dispensation er en del af regeringens servicestrategi om Nem og hurtig klageadgang. Man bør i denne sammenhæng holde sig for øje, at der allerede i kommunerne foregår en både intern og ekstern revision af kommunens virke, ligesom der er en række klageadgange for borgerne, såfremt de er utilfredse med sagsgangen, afgørelsen af deres sager mv. Derfor virker det noget bagvendt, at man indsætter endnu et led i den kommunale struktur. FTF mener desuden, at de penge, der vil blive benyttet til etablering af borgerrådgivningsfunktioner kunne bruges til at understøtte den sagsbehandling af borgernes spørgsmål og sager der allerede foregår, og derved mindske behovet for en egentlig borgerrådgivning som rådgiver borgerne ift. bl.a. sagsbehandlingen af deres sager – et job, som sagsbehandlerne burde kunne varetage, hvis de havde normering og tid til det.