Høring og debat om fremtidens udfordringer for offentlige ledere
FTF er en del af Tænketanken for Professionsfaglig Ledelse, der indkalder til høring og debat om den offentlige ledelses udfordringer torsdag 25. februar. Her vil resultaterne af en stor survey-undersøgelse blandt offentlige institutionsledere præsenteres og diskuteres.
Hvordan skal de offentlige ledere håndtere flere borgere med større behov og forventninger, færre økonomiske ressourcer og ikke mindst et kommende dramatisk generationsskifte?
Download programmet som PDF-fil
FTF’s formand Bente Sorgenfrey har som en del af Tænketanken for Professionsfaglig Ledelse diskuteret de store udfordringer, som de offentlige ledere står over for.Nu vil tænketanken gerne høre din mening, og inviterer derfor til høring om fremtidens offentlige ledelse torsdag 25. februar på Professionshøjskolen Metropol.
Her vil tænketankens medlemmer præsentere resultaterne af en stor survey-undersøgelse blandt offentlige institutionsledere, og vil ligeledes perspektivere og sætte resultaterne til debat blandt høringens deltagere.
Høringen vil lægge fokus på de tre presserende udfordringer, som det offentlige står over for: Øget ledelsesnærvær i skabelsen af kvalitet i velfærden, samspillet mellem administration, strategi og ledelsesnærvær, samt organisationerne og uddannelsesinstitutionernes handlemuligheder, når halvdelen af de offentlige ledere går på pension inden for de næste ti år.
Høringen foregår fra 13.00-17.00 på Professionshøjskolen Metropol, i auditorium ”Odin” på Rådmandsmarken, Sigurdsgade 26, 2200 København N. Det koster 150 kr. at deltage i høringen. Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til gif@dfhnet.dk eller via www.dfhnet.dk under konferencer. Tilmeldingsfristen er 22. februar kl. 12.00 og er bindende.
Tænketanken for Professionsfaglig Ledelse består udover FTF af Mandag Morgen, Gymnasieskolernes Lærerforening, Professionshøjskolen Metropol, Skolelederne og Undervisningsministeriet.








