For få penge til nye opfindelser fra medarbejdere

Offentlige arbejdspladser står i kø til statslig pulje, der støtter innovation fra medarbejderne. Puljen får langt flere ansøgninger, end der er penge til. Det vidner om et stort og udækket behov, mener FTF

Mette Løvgren, Journalist | 09.11.10 12:35

Medarbejdere i den offentlige sektor er fulde af idéer til, hvordan den offentlige sektor kan udvikles på trods af krise og besparelser. Interessen for en statslig pulje på 20 millioner kroner til medarbejderdreven innovation er i hvert fald langt større, end pengene rækker til.

Der er kommet i alt 80 ansøgninger, siden puljen blev lanceret som en del af den trepartsaftale, som offentlige lønmodtagere og arbejdsgivere indgik med regeringen i 2007. Med den tredje og sidste ansøgningsrunde, som netop er afsluttet, har der været en samlet efterspørgsel, der er langt større, end den ret lille pulje kan imødekomme.

Hidtil har puljen uddelt 13 mio. kr. til i alt fire projekter. Så nu er der kun penge tilbage til ca. fire projekter ud af de i alt 36, der har søgt i den sidste runde.

Stort og udækket behov
Mængden af ansøgninger viser, at der er et stort og udækket behov for at få sparket gang i innovation drevet af medarbejderne. Det mener Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for ca. 450.000 ansatte heraf omkring 300.000 i det offentlige.

”Der er virkelig brug for at komme i gang med medarbejderdreven innovation. Regeringen fokuserer meget på forsknings- og teknologistyret innovation. Det er også centralt, men det er samtidig afgørende, at der bliver bakket op om innovation, der kommer fra dem, der er allertættest på kerneopgaverne og på mødet med borgerne, nemlig medarbejderne”, siger hun.

Stor interesse for velfærdsinnovation

FTF deltager sammen med en række partnere i projekt "Velfærdens Innovatører".
Centralt i projektet er et panel på mere end 3.000 velfærdsledere mv. Panelet har udpeget de fem største udfordringer for det danske velfærdssamfund, og indtil 15. november har alle mulighed for at indsende en nye og innovative løsninger på udfordringerne til velfaerdsinnovatorer.dk
Projektet kulminerer med en stor konference, Velfærdens Innovationsdag 25.1.2011.

Som et eksempel på regeringens skæve prioritering nævner hun regeringens Fornyelsesfond på hele 760 mio. kr., som støtter innovation, velfærdsløsninger og grønne løsninger i private virksomheder. Den har i den seneste runde fået 111 ansøgninger til 100 mio. kr.

”Med massiv markedsføring fra regeringens side får den selvfølgelig også flere ansøgninger. Men fordi den er så stor, får den relativt færre ansøgninger ift. puljestørrelsen end vores lille pulje til medarbejderdreven innovation”, siger hun.

Bente Sorgenfrey peger på, at der måske kan findes flere penge til medarbejderdrevet innovation, hvis det til næste år viser sig, at nogle af de mange andre puljer i trepartsaftalen ikke er blevet brugt. Hele aftalen skal nemlig evalueres i 2011 (se boks.)

Blødende offentlig sektor behøver innovation
Christian Bason, innovationschef på Mindlab, en udviklingsenhed på tværs af Beskæftigelsesministeriet, Skatteministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet, peger på, at potentialet for innovation fra medarbejderne er der – men at der er behov for at få arbejdet meget mere systematisk og bevidst med det.

Han peger på, at vi står midt i en krise, hvor regeringer i Danmark og verden over skærer massivt i den offentlige sektor. Fx skal der skæres hele 19 procent af den britiske offentlige sektor over de næste fire år; en halv million medarbejdere skal fyres. På den krisebaggrund er offentlige organisationer vildt fokuserede på at effektivisere deres service – men de færreste ved hvordan.

”Her kommer medarbejderne ind som et omdrejningspunkt for fornyelse på arbejdspladserne. Det er afgørende, at deres erfaring, faglighed, professionalisme og kreativitet bliver bragt i spil. Hvis ikke medarbejderne kan se værdien af nyskabelser i hverdagen og se, hvordan de gør en forskel i borgernes hverdag, så får man ikke realiseret den merværdi, der kan komme af nye måder at arbejde på”, siger Christian Bason.

Puljer i Trepartsaftalen

Trepartsaftalen fra 2007 omfatter bl.a. en lang række puljer med penge øremærkede til særlige formål. Puljen til medarbejderdreven innovation er én af dem. Der skal ske en samlet evaluering af hele trepartsaftalen i 2011.

Mere liv i køkkenet
Et af de projekter, der har fået støtte fra puljen til medarbejderdreven innovation, er et projekt i Region Midtjylland, hvor to ældrecentre og Social & og SundhedsSkolen Herning samarbejder om at udvikle nye metoder til madlavning i leve-bo miljøer for ældre borgere.
Målet med projektet er at inddrage borgerne i madlavningen, samtidig med at kvaliteten forbedres, og der ikke bruges flere ressourcer.

Det kunne lyde som ren trylleformular, men foregår i virkeligheden meget nede på jorden. Metoden er små forsøg i dagligdagen, som starter med en idé hos en medarbejder. Forsøgene blev testet systematisk over en periode, og erfaringerne blev dokumenteret i logbøger med fotos og video. På den måde viste det sig, hvilke forsøg, der virkede. I alt er der blevet afprøvet omkring 100 små idéer, hvor i alt otte bo-enheder var involveret. Metoden i projektet er beskrevet i en håndbog i innovationsmetoder udgivet af Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Succes med pandekager
Et af forsøgene med god effekt var fx at stille service frem på bordene i stedet for at dække bord for beboerne, som personalet normalt gør, og så se, hvad der skete. Her begyndte beboerne selv at dække bordet. Personalet har også lavet interviews med beboerne, bl.a. om de havde lyst til at lave mad selv. En beboer ville fx gerne lave pandekager. Det blev en kæmpesucces, og han gør det nu jævnligt til glæde for hele bo-enheden, fortæller projektlederen ergoterapeut Birgitte Højlund.

Projektet har et budget på i alt ca. 800.000 kroner. De indsamlede erfaringer og metoder ligger nu klar til at blive brugt af medarbejdere på andre arbejdspladser og på uddannelsesinstitutioner i form af undervisningsmateriale bestående af en film og en bog med titlen ”Liv i køkkenet”.

Ledelsesopbakning er nøglen til innovation

I år gennemfører Mandag Morgen for fjerde gang Innovation Cup, som er en omfattende analyse, hvor offentlige og private organisationer kan måle deres innovationskompetence.

Blandt årets deltagere er der mange eksempler på en svag innovationskultur.
Det kommer fx til udtryk i lav opbakning til medarbejderinitiativer eller manglende påskønnelse af, at ansatte stiller spørgsmål ved processer og produkter.

En af hovedkonklusionerne er, at medarbejderne skal opleve, at nytækning belønnes.
kilde: Mandag Morgen

 

Kontaktinformation

Jens Krogstrup

Jens Krogstrup

Konsulent

Telefon: 3336 8820

Mobil: 2892 3497

Få nyhedsbrev med lederinfo !

> Aktuelt

Medarbejdernes trivsel skal måles ordentligt

22.05.12 [Leder-info]

Offentlige arbejdspladser skal hvert tredje år måle de ansattes trivsel. Her har decentrale ledere en afgørende rolle: Dårlig opfølgning på målinger risikerer at gøre mere skade end gavn. Ny rapport giver lederne værktøjer til den gode trivselsmåling.

Der er gået sport i kommunernes spareplaner

16.05.12 [FTF nyhed]

Kommunerne har sparet næsten 6 milliarder kroner mere i 2011, end de havde lagt op til. Spareiveren er gået over gevind til skade for velfærd, vækst og medarbejdere, mener FTF

Den offentlige sektor mister dyrebare ledelseserfaringer

11.05.12 [Leder-info]

Flere end 10.000 ledere trækker sig tilbage fra kommuner og regioner i løbet af de næste otte år. Men det er stadig muligt, at få de erfarne ledere til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Det viser en ny...