Konsekvenser af Lavalsagen
Det er et enigt udvalg der fremlægger Lavalbetænkningen indeholdende et løsningsforslag, hvorefter der foreslås indføjet en ny bestemmelse i i lov om udstationering af medarbejdere hvorefter der på samme måde som over for danske arbejdsgivere kan iværksættes kollektive kampskridt til støtte for indgåelse af en kollektiv overenskomst.
Det er en betingelse at der forinden er henvist til kollektive overenskomster der er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter og at der er fornøden klarhed om løn.
Efter afgørelsen den 18. december 2007 ved EF domstolen i den såkaldte Lavalsag hvorefter en konflikt iværksat af en svensk organisation over for et lettisk byggefirma blev kendt ulovlig, besluttede den danske regering at igangsætte et udredningsarbejde om konsekvenserne af afgørelse for den danske måde at indgå aftaler om løn og ansættelsesvilkår på.
I udredningsarbejdet har deltaget arbejdsmarkedets parter samt Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet Udenrigsministeriet, Økonomi-og erhvervsministeriet og Personalestyrelsen.
Formand for udredningsarbejdet har været teaterchef Michael Christiansen.
Målet med arbejdet var bl.a at fastholde de grundlæggende principper på det danske arbejdsmarked hvorefter hovedansvaret for regulering af løn-og ansættelsesvilkår er overladt til arbejdsmarkedets parter og et vigtigt led i den danske model er, at lønmodtagerne kan anvende kollektive kampskridt for at opnå overenskomst.
Udredningen skulle i henhold til kommissoriet for arbejdet bl.a. indeholde konkrete forslag til initiativer, der kan være nødvendige for bedst muligt at sikre den danske models forenelighed med EU-retten.
Som det fremgår af vedlagte betænkning fra udredningsgruppen er der tilslutning til at foreslå en ændring af lov om udstationering af medarbejdere således at retten til at anvende kollektive kampskridt over for udenlandske arbejdsgivere er sikret.
I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at sagen alene vedrører forholdet mellem de danske organisationer og udenlandske arbejdsgiver. Forholdet i relation til danske arbejdsgiver er uændret.
Formanden for udredningsarbejdet har i tilknytning til Løsningsforslaget som er udarbejdet i Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet understreget, at dette løsningsforslag vil kunne holde også over for EF domstolen.
En central præmis for Lavalafgørelsen er bl.a. manglen på klarhed om lønforhold fordi de svenske overenskomster i lighed med de danske ikke indeholder klare bestemmelser om løn og den uklarhed har været medvirkende til EF-domstolens afgørelse. Hertil kommer, at domstolen mener, at når udstationeringsdirektivets bestemmelser om, hvilke vilkår en udenlandsk arbejdsgiver skal overholde er opfyldt, kan der ikke stilles krav om, at der derudover skal opfyldes krav som fremgår af de nationale overenskomster men som rækker ud over udstationeringsdirektivets angivelser. Hermed synes domstolen at have ændret princippet om, at EU-direktiver er minimumsdirektiver som parterne nationalt kan forbedre via bl.a overenskomster med bindende virkning.
Endelig vurderede domstolen, at retten til den fri bevægelighed af varer, tjenesteydelse og arbejdskraft var af mere afgørende betydning end retten til at anvende kollektive kampskridt selv om begge rettigheder i henhold til dommen betragtes som grundlæggende rettigheder.
FTF har tilsluttet sig betænkningen og bakker op om løsningsforslaget som værner den danske aftalemodel, men havde den forudsætning, at begrebet den landsdækkende mest repræsentative kollektive overenskomster som det fremgår af lov om udstationering og af det bagvedliggende direktiv blev bredt ud i bemærkningerne til lovforslaget ,således at eksisterende forhandlings-og aftaleberettigede organisationer med gyldige overenskomster fortsat bevarer retten til at iværksætte kollektive kampskridt uantastet.Dette er i bemærkningerne blevet slået fast.
FTF har i udredningsarbejdet givet udtryk for, at der kan være behov for at overveje initiativer på EU niveauet.
