Tale til åbningen af udstillingen af Filipinsk kunst 26. februar

FTF har i samarbejde med Ulandssekretariatet støttet fagbevægelsen i den offentlige sektor i Filippinerne i gennem mange år. Ligesom så mange andre ansatte i den offentlige sektor over hele verden, så er de menige medarbejdere i filippinerne: lærerne, sundhedspersonalet og de andre ansatte, optaget af at gøre et godt stykke arbejde – at levere varen – Det er umådelige svært i et land som Filippinerne, hvor korruption, magtmisbrug og vold hører til dagens orden. Det kræver personligt mod og organisation at insistere på, at lovene skal overholdes, at retfærdigheden sker fyldest

Af FTF's formand Bente Sorgenfrey, holder 26. februar (det talte ord gælder)

Se mere om udstillingen

Et sådant mod besidder Annie Geron, der er General sekretær for FTF’s partnerorganisation PSLINK i Filippinerne – Annie og hendes organisation har i gennem mange år kæmpet Davids kamp mod Goliat, og hun har trods mordforsøg, trusler og falske anklager, stædigt råbt op, hver gang hun har afsløret magtmisbrug og korruption i den offentlige sektor. Derfor gav FTF hende vores kulturpris på kongressen i oktober sidste år. Heldigvis er vi ikke de eneste der er opmærksomme på overgrebene; den komite i ILO, der overvåger ansattes ret til at organisere sig, tog i april overgrebene mod Annie og PSLINK op overfor den Filippinske regering – og selv om det nok ikke ændrer så meget konkret i den aktuelle sag, så er den internationale opmærksomhed utrolig vigtig, fordi den kan få mordere og kæltringer til at tænke sig om en ekstra gang, inden de forsøger at slå Annie ihjel igen.
 
Det jeg siger hermed, er at - det nytter noget! Vores støtte til fagbevægelsen og civilsamfundet er vigtig, fordi den giver mulighed og opmuntring til de mennesker og organisationer, som er parate til at kæmpe for anstændighed og retfærdighed i udviklingslandene.

Sidste år besøgte jeg Filippinerne og fik der lejlighed til at se de fortvivlende forhold, som man byder mennesker at leve under i det 21. århundrede. Jeg besøgte bl.a. en losseplads, hvor mennesker lever i skure, der, bogstavelig talt, er bygget inde i selve affaldet. De fantastiske fotografier som Nana Buxani har taget, og som I kan se her i Brøndsalen, giver desværre et meget realistisk billede af den fattigdom, som findes i Filippinerne, men der er én ting, som billederne ikke får med, og det er lugten – lugten af lossepladsen.

Hvis de børn der vokser op på en losseplads eller et af de andre slumområder i Filippinerne skal have en chance senere i livet, kræver det altså, at de er sunde og raske, og at de får en ordentlig uddannelse. Det er jo ikke en opgave, som man bare med et snuptag kan løse, men FTF, Kommunernes landsforening, Danske regioner, Filippinernes sundhedsministerium og undervisningsministerium samt naturligvis Filippinsk fagbevægelse, arbejder sammen om at forbedre dialogen mellem ledelse og arbejdstagere i skole- og hospitalsvæsenet.
 
Det kommer der naturligvis ikke flere ressourcer af til den offentlige sektor, men i et system som det filippinske, der er så byrokratisk og topstyret, er der rigtig meget spild og som allerede sagt korruption. Når ledelse og medarbejdere på den enkelte skole og det enkelte hospital, bliver i stand til at føre en meningsfuld dialog, så er der mange muligheder for at udnytte de begrænsede ressourcer mere effektivt. Samtidig bliver der sværere at stjæle og snyde jo mere gennemsigtighed der er i administrationen.

Et godt eksempel på et direkte resultat af denne forbedrede dialog, er at PSLINK og undervisningsministeriet satte sig sammen for at få styr på bestilling og produktionen af skolebøger. PSLINKs tillidsfolk gik simpelthen i gang med at kontrollere, at de bøger, der rent faktisk var blevet leveret, var i overensstemmelse med de bestillinger af ny skolebøger som var afgivet. Det var et kæmpe arbejde, og det viste sig, at der var blevet snydt på alle mulige måder: bøgerne var ikke blevet revideret, som der blandt andet var blevet betalt for, og priserne var blevet skruet mange gange i vejret i forhold til de aftaler der var indgået, samtidig var der slet ikke leveret bøger nok.

De ansvarlige blev draget til ansvar, og børnene var i dette tilfælde vinderne, i en ellers ulige kamp.

Der tales for tiden meget om, at regeringen vil revidere strategien for ulandsbistand, og fokusere på den private sektor. Det er for så vidt ok – man skal ikke være bange for nytænkning – og ganske som den private sektor er helt afhængig af en fungerende offentlig sektor, så er den offentlig sektor naturligvis også afhængig af en fungerende privat sektor. Det er uomtvisteligt, at der er behov for, at der skabes nye job - mange job - til alle de unge mennesker, der vokser op i disse år i udviklingslandene, men det forudsætter at rammebetingelserne er i orden.

Rammebetingelserne handler ikke bare om, at der skal være kreditmuligheder, risikovillig kapital og finansiel infrastruktur. Det handler ogsÃ¥ om, at forældre og deres børn skal ha’ mad i munden, de skal ha’ uddannelse bÃ¥de grunduddannelse og erhvervsfaglige uddannelser, og de skal behandles, nÃ¥r de er syge. Ellers er de for evigt henviste til en kummerlig tilværelse pÃ¥ lossepladsen. 

Hvem skal sikre det? Den private sektor? Det tror jeg ikke.

Derfor er jeg spændt pÃ¥ at høre, hvordan regeringen, med sit nye fokus pÃ¥ den private sektor, vil sikre at bistanden fortsat er fattigdomsorienteret.  Den kan umuligt mene, at dem der allerede er pÃ¥ den grønne gren i udviklingslandene, skal have danske skatteyderpenge uden hÃ¥ndfaste garantier for, at bistanden rent faktisk kommer de fattigste til gode.

At udvikle og forandre et samfund handler om at ændre holdninger og tilgange – Det handler om mennesker og deres kultur. På enhver arbejdsplads offentlig som privat er der en kultur, kunstnerne i et samfund; musikerne, malerne, fotograferne og skribenterne giver tilsammen et kollektivt udtryk for kulturen. De bærer kritikken af nutiden og visionerne for fremtiden. Derfor er kulturen vigtig. Derfor skal vi lytte og se med åbne øjne på de mange forskellige udtryk som findes og lære om os selv, og om hvordan andre har det.
 
Ulandsekretariatet har i samarbejde med de filippinske fagforeninger og kunstnere samlet et vigtigt udsnit af både malerkunst og fotografier fra Filippinerne her i Brøndsalen i dag. Det er en unik mulighed for os alle, til at forstå og erkende en virkelighed der ligge så langt fra vores. Samtidig er det fantastisk bekræftende, at se den kvalitet og det overskud som billederne også repræsenterer.

Lad mig her til sidst benytte lejligheden til at takke CKU (Center for Kulturel Udvikling), der har støttet Ulandssekretariatets arbejde med at få etableret udstillingen. Jeg håber, at samarbejdet kan fortsætte i fremtiden og at kulturen stadig vil få en rolle at spille i dansk udviklingsbistand.

Tak for ordet.