PAC i det sydlige Afrika
PAC-mødet i Maputo den 26.-27. oktober 2010 i projektet om anstændige arbejdsvilkår, demokrati og fattigdomsbekæmpelse i det sydlige Afrika. Projektet omfatter foruden Mozambique også Swaziland, Zambia, Zimbabwe og Angola.
PAC- mødet (Project Advisory Committee) blev åbnet af generalsekretæren for OTM (samarbejdsorganisationen i Mozambique), som gav en kort præsentation af den politiske og økonomiske situation i Mozambique og pegede især på, at på trods af de voldelige demonstrationer i begyndelsen af september måtte den politiske situation betragtes som stabil. Der var en positiv økonomisk vækst, men desværre kunne dette ikke helt afspejles i forbedrede vilkår for størstedelen af befolkningen.
De to væsentlige emner på PAC-mødets dagsorden var en opdatering af resultaterne i henhold til projektets program og dernæst at få defineret målsætningerne for et nyt program.
Hvad angår nye mål er der behov for at understøtte den økonomiske vækst og her må fagbevægelsen være med og spille en rolle med henblik på at sikre bæredygtighed. Det nye program vil løbe i en 4 års periode.
I gennemgangen af det løbende projekt var der en engageret udveksling af erfaringer om udviklingen i i den uformelle sektor, som er langt den største i samtlige samarbejdslande. Der blev påvist talrige eksempler på bilaterale møder om vilkårene i sektoren og der var flere steder etableret fora, hvor forhold vedrørende arbejdsvilkår m.m. i den uformelle sektor blev drøftet og initiativer igangsat. Det kunne således konstateres, at der i den uformelle sektor i de enkelte lande var sket fremskridt.
Der blev efterspurgt en måde, hvorpå erfaringer kunne blive spredt ud til fælles gavn, og det blev foreslået, at SATUCC (samarbejdsorganisationen for det sydlige Afrika) blev givet en central rolle i denne sammenhæng. F.eks. at der blev oprette en databank som alle deltagende lande kunne trække på.
Et andet tema, der blev diskuteret, var muligheden for at inkludere den uformelle sektor i de nationale sociale sikkerhedsnet.
I Mozambique og i Angola var der gennemført lovændringer der tillod dele af den uformelle sektor at blive omfattet.
Jan Sithole, tidligere generalsekretær for den betydende hovedorganisation i Swaziland præsenterede en analyse af de vilkår fagbevægelsen i det sydlige Afrika arbejder under.
Han pegede bl.a. på, at mange regeringer i det sydlige Afrika gjorde meget for at berolige IMF, men for lidt for at hjælpe deres egne befolkninger ud af den økonomiske krise. Alt for mange virksomheder var blevet lukket og alt for mange offentligt ansatte var blevet afskediget, hvilket ledte til en nedadgående spiral med færre jobs i den formelle sektor og en voksende uformel sektor, som stort set blev overladt til sig selv.
Ressourcer afsat til landbrug, uddannelse og sundhed var generelt set for små, mens udgifter til forsvar og lønninger m.v. til topledere var for store.
Økonomiske partnerskabsaftaler synes ikke at være til fordel for de afrikanske lande og i lyset heraf synes fagbevægelsen generelt at være for svag til effektivt at sætte en dagsorden, som forsvar for anstændige arbejdsvilkår.
Hvis man ønskede at øve indflydelse og samarbejde med de nationale regeringer var det afgørende, at der blev arbejdet på at styrke organisationerne, hovedorganisationerne og de transnationale samarbejder som f.eks. SATUCC.
Der var blandt deltagerne stor opbakning til Jan Sitholes præsentation og alle gav udtryk for at være parate til at arbejde videre ad vejen med henblik på en styrkelse af fagbevægelsens indflydelse på etableringen af anstændige arbejdsvilkår og på en sund udvikling af arbejdsmarkederne i de respektive lande.
Der var opbakning til at arbejde for en styrkelse af det regionale samarbejde og støtte en styrkelse af SATUCC med henblik på bl.a. formidling af erfaringer og initiativer over landegrænserne.
Også spørgsmålet om mulighederne for at styrke de enkelte organisationer blev drøftet og der blev peget på behovet for at styrke alle led i fagbevægelsen ikke kun på ledelsesniveauet. Man måtte også sikre, at medlemmerne kunne mærke betydningen af et medlemskab. En udfordring her var bl.a. indflydelsen fra kinesiske virksomheder, som ikke var interesserede i at samarbejde med fagbevægelsen og som i vidt omfang fik carte blanche fra de respektive regeringer til at indrette sig som de fandt bedst.
Der var endelig generel opbakning til særligt at fokusere på forbedrede muligheder for at kvalificere den sociale dialog og dermed komme med i beslutningsprocesserne og der var allerede arbejde i gang for at nå mod dette mål.
Hvad angår det nye 4 årige program, ville indholdet bl.a. blive baseret på forslag fra parterne og på forslag fra den danske fagbevægelse samt på den danske regerings politik og Afrikakommissionens forslag.
Spørgsmål om behovet for fysisk udstyr til en styrkelse af kommunikationsmulighederne vil blive behandlet i bl.a. Ulandsekretariatet.
Der var generel enighed om, at der måtte fokuseres på ungdom og kvinders vilkår, idet bl.a. fagforeningsledelser ofte var domineret af ældre mænd og for at bevare dynamikken kunne det være formålstjenligt at får flere kvinder og yngre medlemmer i bestyrelserne.
PAC-mødet blev fulgt op af bilaterale møder med de enkelte deltagerlande, hvor der var mulighed for mere detaljeret at drøfte specifikke forhold i de enkelte lande.
Det blev fastslået, at Angola udtræder af projektet, fordi deres BNP er vokset ud over den grænse der er lagt for at kunne deltage i danske bistandsprojekter. Angola vil imidlertid fortsat være med i samarbejdet i det sydlige Afrika gennem deres medlemskab af SATUCC.
Som nyt land indtræder Malawi.
