Arbejdsmarkedet og de faglige organisationer i Mellemamerika

Store udfordringer politisk, økonomisk og fagligt. Det er hverdagen for de faglige organisationer i Mellemamerika. Programkomiteen for Ulandssekretariatets projekter i Mellemamerika har netop besøgt regionen.

Programkomiteen for Ulandssekretariatets projekter i Mellemamerika har netop besøgt regionen. Programkomiteen består af Mads Bugge Madsen, Ulandssekretariatet, Heidi Rønne Møller, LO, og Jens Kragh, FTF. Det generelle billede, der tegner sig i Guatemala, Honduras og Nicaragua, er, at de faglige organisationer står over for store udfordringer.

 

Politisk har der de senere år været en stigende polarisering i flere af landene, og alle steder er demokratiet under pres. Regeringerne modarbejder som hovedregel de faglige organisationers arbejde. Regeringerne har tiltrådt de centrale ILO-konventioner om arbejdstagerrettigheder, men ofte efterleves de ikke.

 

Økonomisk er landene stærkt svækkede af den globale krise, og der er gennemført en række neoliberale reformer, som bl.a. har ført til en yderligere skævdeling af indkomster og formuer.  Bruttonationalproduktet er i 2009 faldet for første gang i 15-20 år, og antallet af formelle arbejdspladser falder ligeledes. Til gengæld vokser den uformelle økonomi, som nu udgør mere end 50-60 pct. i landene. Mere end halvdelen af arbejdsstyrken står dermed uden adgang til nogen form for social sikring eller rettigheder på arbejdsmarkedet.

 

Fagligt har organisationerne gjort mange fremskridt de senere år. Nye fagforeninger er blevet etableret. Det lokale netværk er blevet udbredt, og der er sket en decentralisering og demokratisering af organisationerne. Nye medlemmer er blevet rekrutteret, og mange uddannelsesprojekter er blevet gennemført. Den formelle indflydelse i forhold til regeringer og arbejdsgivere er vokset.

 

Men fagbevægelsen er karakteriseret ved at være relativt svag i forhold til regeringer og arbejdsgivere. Organisationsprocenterne er lave, selvom enkelte sektorer, f.eks. uddannelse og sundhed, har pæne organisationsprocenter. Parallelt med traditioner for mere eller mindre systematisk forfølgelse af fagligt aktive og for lovgivningsmæssige og bureaukratiske forhindringer for opbygningen af faglige organisationer, er der sejlivede tendenser til splittelse og konflikt internt i fagbevægelsen. Organisationernes svage strukturer og økonomier svækker også fagbevægelsens positioner.   

 

Guatemala

 

 

Med et fald i bruttonationalproduktet på 1 pct. i 2009 blev en 20-årig vækstperiode brudt. Det skønnes, at arbejdsløsheden i 2009 nåede op på 7 pct. mod 5,5 pct. året før. Den uformelle sektor udgør mere end 60 pct. af økonomien, og den er voksende, bl.a. fordi udlicitering nu bruges systematisk af de offentlige arbejdsgivere, hvilket medfører et stort tab af arbejdstagerrettigheder.

 

De faglige organisationer forsøger at organisere arbejderne i den voksende uformelle økonomi, men det er svært. Manglen på anstændigt arbejde bliver værre dag for dag.

 

Antallet af mord og niveauet for systematisk undertrykkelse af fagforeningsledere er alarmerende højt, og der sker stort set aldrig en retsforfølgelse. Diskrimination er blevet en del af hverdagen i Guatemala i almindelighed og over for fagbevægelsen i særdeleshed. Men på trods af mord og trusler fortsætter fagforeningslederne beundringsværdigt med at kæmpe for at forsvare menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.

 

Fagbevægelsen er stadig meget delt, og organisationsprocenten udgør ikke mere end 3-4 pct. Det uddannelsescenter, som Ulandssekretariatet støtter, udgør en neutral grund for 8 af de vigtigste fagforeninger i landet. Organisationerne er i en vigtig løbende dialog med hinanden, og det lykkes for dem at koordinere langt mere end tidligere.

 

Uddannelsescentret og dets medlemsorganisationer har forbedret deres relationer til Arbejdsministeriet uden at miste deres kritiske holdning til regeringen. En af de seneste succeser har været en trepartsaftale mellem uddannelsescentret, Arbejdsministeriet og San Carlos universitet om at etablere en diplomuddannelse i arbejdsmarkedslovgivning. En af FTF´s advokater deltog i foråret 2009 som underviser på uddannelsen.

 

Uddannelsescentret og dets medlemsorganisationer har støttet både nationale og lokale samt sektorspecifikke initiativer for at fremme arbejdet med at forbedre levevilkårene for arbejderne og for at forbedre arbejdstagerrettighederne. Uddannelsescentrets medlemsorganisationer har også været involveret i kollektive forhandlinger inden for uddannelses- og sundhedssektorerne, ligesom de er med i flere trepartskommissioner.

 

 

 

Honduras

 

 

I 2009 oplevede Honduras dets første recession siden 1999. Det skønnes, at bruttonationalproduktet faldt med mellem 3-5 pct. som følge af landets politiske krise i kølvandet på et militærkup og den globale finanskrise.

 

Arbejdsløsheden i byområderne voksede fra 4,1 pct. i 2008 til 4,9 pct. i 2009. I januar 2009 oplevede landet en rekordhøj forhøjelse af minimumslønningerne på grundlag af et dekret udstedt af den daværende præsident Zelaya efter lange og problemfyldte trepartsforhandlinger, som endte uden resultat. Stigningen i minimumslønningerne var til en vis grad en kompensation for et løbende fald i reallønnen de forudgående år blandt de fattigste arbejdere i landet.

 

Mord og systematisk undertrykkelse af fagforeningsledere finder også sted i Honduras, men i mindre omfang end i Guatemala. Men statskuppet i juni 2009 førte til, at undertrykkelsen nåede hidtil ukendte højder. Statskuppet førte til en deling af det honduranske samfund, og fagbevægelsen var også delt, men efterfølgende har der været forsoningsdrøftelser mellem de 3 største hovedorganisationer.

 

Landsorganisationen CUTH, der støttes af Ulandssekretariatet, har ca. 210.000 medlemmer. Den deltager i en række trepartskommissioner på centralt og lokalt plan. CUTH har i en årrække arbejdet for at styrke organisationsprocenten, som nu er på ca. 15 pct. CUTH har endvidere gennemført en meget væsentlig regionalisering af arbejdet og en intern demokratisering af organisationen, ligesom man har gennemført en række uddannelsesprogrammer. Men som følge af den politiske turbulens efter statskuppet er CUTH´s interne udvikling og udadvendte aktiviteter blevet bremset.        

 

Nicaragua

 

 

Den nicaraguanske økonomi mindskedes i 2009 for første gang i 15 år. Faldet var på 1,5 pct. mod en stigning på 3,2 pct. i 2008. Det private forbrug steg med 1,9 pct. - hovedsagelig på grund af en reallønsfremgang og offentlige programmer. Reallønsfremgangen har også sammenhæng med den faldende inflation og især, at lønningerne de seneste 2 år er steget markant som følge af lønforhandlingerne 2 gange årligt.

 

Ulandssekretariatets samarbejdspartner er FNT, der de seneste år har ydet en betydelig indsats for at etablere nye fagforeninger, decentralisere FNT selv og organisere nye medlemmer. Resultatet er bl.a., at FNT de seneste 3 år har forøget medlemstallet fra 119.000 til 180.000, så man nu organiserer 15 pct. af den erhvervsaktive befolkning.

 

FNT er tæt alliancepartner med den sandinistiske regering, og FNT´s politiske indflydelse er vokset betydeligt, efter at Sandinisterne for nogle år siden overtog regeringsmagten. Det er bl.a. gennem dette samarbejde, at FNT har medvirket til markante lønforhøjelser. FNT har endvidere indgået en række overenskomster på det private arbejdsmarked, og har pt. stort fokus på, at organisationsprocenten skal forøges inden for den private sektor, herunder ikke mindst inden for fiskeri og den agro-industrielle sektor.

 

FNT´s tætte samarbejde med regeringen betyder bl.a., at FNT har haft betydelig indflydelse på uddannelsessystemet, skattesystemet, sociallovgivningen mv. Men det tætte samarbejde er ikke uproblematisk.

 

Det tætte samarbejde giver bl.a. anledning til diskussioner mellem de forskellige fagforeninger i Nicaragua, hvor FNT beskyldes for at forsøge at holde andre fagforeninger ude af de kollektive forhandlinger med regeringen. Der er også offentligt ansatte, som føler, at deres job er i fare, hvis ikke de melder sig ind i det sandinistiske parti.

 

Det skal i øvrigt bemærkes, at der er mistanke om, at sandinisterne udøvede udbredt valgsvindel ved de kommunale valg, der blev afholdt for godt et år siden. Dette sammenholdt med en række brud på grundloven har medført, at den danske regering har skåret kraftigt ned på og omlagt sin bistand til Nicaragua. FNT´s tætte og problematiske samarbejde med sandinistregeringen har ført til, Ulandssekretariatet for et år siden beskar sin støtte til FNT med 1/3, og Ulandssekretariatet lægger op til, at den nuværende støtte beskæres med ikke mindre end 80 pct.

 

 

 

 
 
Kontaktinformation
 
Jens Kragh

Jens Kragh

Direktør

Telefon: 3336 8802

Mobil: 4040 8802

 
Vil du vide mere?