Fagforeningsliv og Samfundsliv i Østafrika og Rwanda

Fra FTF’s superviserende besøg sammen med Ulandssekretariatet i Østafrika ultimo 2009 er der spændende ting at berette både på overordnet politisk niveau og på hvordan medlemshvervning i praksis kan bedrives så bl.a. Afrikas svøbe – HIV/AIDS effektivt bekæmpes samtidig!

Social dialog i Øst Afrikanske Fællesskab  

 På ganske få år er det lykkedes for den østafrikanske faglige sammenslutning EATUC at opnå social partner status i forhold til EAC. Det er en sejr for fagbevægelsen i Østafrika af dimensioner. En sejr som er blevet gjort muligt gennem økonomiske midler fra Danida og Ulandssekretariatet men hvis indhold er opnået alene ved hårdt arbejde fra EATUC og de nationale medlemsorganisationer.  

Da PAC-komiteen i 2008 landede i Kilimanjaro lufthavn udenfor Arusha blev vi mødt af en desillusioneret landerådgiver. Der var nærmest ikke arbejdet med de aftalte landeprojekter i nogle af de 5 lande der deltager i projektet eller i EATUC og flere af de deltagende lande havde modtaget penge, som de ikke kunne aflægge regnskab for indenfor projektet. Da vi forlod Arusha efter 4 dage med heftig mødeaktivitet var der indgået aftaler om hvad der skulle ske for at få skub i det projekt om social dialog mellem East Africa Counsil (EAC) og den østafrikanske hovedorganisation EATUC.  

Da vi ultimo 2009 landede i Kilimanjaro Airport, var landerådgiveren spændt på de kommende dages møder, men overordnet tilfreds med udviklingen i det forløbne år. Siden vores sidste PAC-møde i Arusha er der sket en enorm udvikling i projektet, som man kun kan glæde sig over. Uganda og Zanzibar har fået styr på deres økonomiske uregelmæssigheder og er i gang med aktiviteter og er dermed aktive i projektet igen. Rwanda og Burundi arbejdes der på at få med i projektet når det skal fornyes, men det er allerede lykkes at have aktiviteter i de 2 lande. Kontoret i EATUC er velfungerende og der er god dialog mellem projektets rådgiver og lederen af EATUC kontoret.  

Men det vigtigste resultat er anerkendelsen af EATUC som reel social partner ift EAC og stor indflydelse på indholdet i den skriftlige aftale der er indgået i EAC og rettighederne for borgerne i Østafrika ikke mindst, når de bevæger sig over landegrænser indenfor unionen. Nu skal der arbejdes på at få lande med i Ulandssekretariatets projekt omkring EATUC, som allerede er en del af EAC, men som ikke har haft styr nok på sin egen udvikling til at være en del af EATUC-projektet. Derfor tog vi på rekognoscering i Rwanda for ved selvsyn at se om landet og hovedorganisationen CESTRAR var så langt fremme, som de sagde.  

Vi blev ikke skuffede, tværtimod.  

CESTRAR i Rwanda  

På vores møder med hovedorganisationen i hovedstaden Kigali står det hurtigt klar at man arbejder målrettet med politisk indflydelse og på ingen tid får deres formand Eric Manzi også stablet et møde på benene mellem os og direktøren i Arbejdsministeriet, så vi kan få en uformel – men kort – snak om udviklingen i landet og hovedorganisationens mulighed for indflydelse. Og direktøren fortæller selv uopfordret om CESTRAR’s vigtighed for udviklingen af landet – det er sød musik i vores ører, men der er også krav om ansvar i den tillid man viser CESTRAR og det gøres også helt klart fra direktørens side.

Vi når også at besøge 6 fagforeninger på vores 2 dages besøg, bl.a. skolelærerne, bygningsarbejderne og lastbilchaufførerne og særligt det sidste gør indtryk af flere årsager.

Billard i stedet for usikker sex

Hos lastbilchaufførerne – ASPLRWA (drivers om heavy trucks’ association) - bliver vi modtaget af formanden Theodore    , som også er næstformand i CESTRAR.

Theodore viser stolt rundt på et af sine fagforeningskontorer i Rwanda’s hovedstad Kigali.

Man forstår stoltheden, for fagforeningskontoret ligner ikke det vi er vant til med kontorer på række og ”træk et nummer”  - nej ASPLRWA’s SafeStop er ikke set hverken i Danmark eller i andre dele af Østafrika.

Kontoret – eller SafeStop – som fagforeningen har valgt at kalde sine kontorer – er indrettet som et sikkert stop for deres medlemmer, medlemmer der hver dag kører mange kilometer i store lastbiler og holder handlen i gang i det indre Østafrika. Lastbilchaufførerne er vigtige i samfundet, de binder det afrikanske kontinent sammen på godt og ondt. De sikrer at fødevarer, tømmer, olie, vand kommer hen hvor er der aftagere til det.

Men turen på landevejen er ensom, når man skal holde i kø i 3 dage ved grænserne mellem landene i den østafrikanske union (endnu længere hvis man skal udenfor fx til Sydafrika) inden papirarbejdet er i orden og man kan kører videre. Nætterne er kolde og underholdningen ved grænsestationerne og indvejningsstationerne i de store byer består af 2 ting – alkohol og prostituerede. Derfor er lastbilchaufførerne også en altafgørende smittekilde for overførslen af HIV/AIDS i hele Afrika. Er de smittede bærer de smitten videre mellem flere lande, mellem flere prostituerede og selvfølgelig også til deres koner og børn.

Theodore frygtede for sine medlemmers liv og for deres familiers liv og arbejdede dels på egen hånd og dels gennem CESTRAR og EATUC med at få taget hånd om den håbløse situation mange af deres medlemmer sad i.

 Fagforeningen satte ind på flere niveauer. :

 Igennem CESTRAR og EATUC arbejdede man med den østafrikanske union med politisk lobbyisme og social dialog på at få nedsat ventetiden ved grænserne og indvejningsstationerne så det ikke skulle vare 3 dage at få sin bil og sin last igennem fordi fotokopier af rejsedokumenter skulle tages et sted, afleveres et andet sted, betales et tredje sted og modtages retur stemplede et fjerde sted samtidig med at vognen og lasten skulle checkes flere forskellige steder. Nu varer det ikke længere 3 dage men i bedste fald under 1 dag, hvilket betyder, at lastbilchaufføren ikke er nødt til at tilbringe natten ved grænserne, men kan komme videre.

Ved grænserne og indvejningsstederne omdannede man sine fagforeningskontorer fra hyggelige mødesteder til SafeStop – man stiller badefaciliteter, fjernsynsrum, billard, bordfodbold og anden underholdning til rådighed. Man har sundhedssygeplejersker der kommer dagligt og underviser i sikker sex og brug af kondom, som tager blodprøver og tester for seksuelt overførte sygdomme. Chaufførerne har dermed fået et sted at være, mens deres vogne venter på indvejning eller skal igennem grænsekontrollen hvor der IKKE er prostituerede og hvor der IKKE er Alkohol. 5 chauffører er optagede af at spille billard mens vi er der, mens fjernsynsrummet er proppet til randen med chauffører og børn, fordi der vises film.

Og endelig har man på SafeStop også familieaktiviteter – også koner og børn testes for HIV/AIDS og kvinderne undervises i sikker sex. Kvinderne lærer at drive forretning, lærer lidt matematik og hvad der kan købes og sælges, så de kan arbejde med noget der indbringer penge til familien og ikke alene lave mad og vaske tøj. Fagforeningen yder mikrolån, så kvinderne kan få gang i forretningen – og typisk starter de små grøntsagsboder, små cigaretbutikker eller salg af andre småfornødenheder. På den måde gøres familiens samlede økonomi mere sikker og børnenes fremtid sikres.

Rwanda og fokedrabet

 Der er god stemning på SafeStop i Kigali - børnene kommer hen og snakker og holder i hånden vil vide hvad vi laver. En ung dreng  - Sfara - er i gang med sit sidste år i secondary school og som 17-årig har han ikke selv nogen erindring om folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor mere end 1.000.000 tsutsier blev slagtet af hutuerne. Han er stolt af sit land og han taler glimrende fransk og er glad for sin skole. Sfara forstår ikke at jeg er frygtelig berørt og glad over at være i hans land, som har oplevet en sådan uforståelig ondskab, men som har overkommet den og nu har opbygget et samfund, hvor udviklingen til et velfungerende demokrati med rivende hast går den rigtige vej. Sfara siger bare meget nøgternt og med et stort grin ”Hvis ikke vi havde haft folkedrabet havde ingen hvide donorlande hørt om Rwanda”.

Og måske har han ret – det kontrollerede demokrati der eksisterer i Rwanda, hvor ingen beslutninger bliver trumfet igennem af politiske partier men aftalt som konsensus-politik er kun blevet muligt fordi politikerne og borgerne i Rwanda på egen krop har oplevet hvor slemt det kan gå, hvis flertallet bestemmer og bestemmer forkert og verdenssamfundet ikke griber ind.

Lad os håbe at Rwanda fra næste år er fuldgyldige medlemmer af projektet med den sociale dialog i Østafrika, de andre østafrikanske lande kan lære af dem.