EU-kommissionen lægger op til revision af arbejdstiden

[ Info ]

EU-kommissionen kommer efter måneders tøven nu ud med oplæg til at ændre arbejdstiden i EU. I første omgang stiller Kommissionen en række spørgsmål til arbejdsmarkedets parter om deres syn på de nuværende regler og behov for ændringer. Men Kommissionen viser samtidig, hvor den finder, der er problemer, og hvor en gennemgribende ændring af det nuværende direktiv kan være nødvendig.

Den ny ungarske EU-kommissær for arbejdsmarkedet, László Andor, sagde da også i forbindelse med offentliggørelsen af Kommissionens udspil, at Kommissionen er nødt til at foretage en gennemgribende revision af bestemmelserne efter nøje at have undersøgt konsekvenserne. Revisionen skal have en stærk social dimension.

Vi opfordrer i dag arbejdsmarkedets parter til nøje at overveje alle aspekter af denne vigtige problemstilling og til at fremsætte forslag, der er præget af nytænkning og giver bedre resultater end tidligere tiders fejlslagne drøftelser, sagde László Andor.

Ændringer af reglerne for arbejdstid har været forhandlet siden 2004, men ministrene fra EU-landene og Europa-Parlamentet kunne ikke blive enige og opgav helt i april sidste år. Den daværende EU-kommissær Vladimir Spidla arbejdede videre, men overlod derefter arbejdet til en ny kommission og et nyt Europa-Parlament.

Sikkerhed for ansatte – fleksibilitet for virksomhed
Kommissionens oplæg understreger, at EU-landene i dag har problemer med reglerne. Fem lande med Storbritannien i spidsen benytter en mulighed for at stå helt uden for bestemmelserne om arbejdsugens længde. Ti andre holder nogle sektorer ude og her først og fremmest sundhedssektoren.

Netop muligheden for at stå uden for reglerne var afgørende for, at ministrene og Europa-Parlamentet ikke blev enige.

EU-Domstolen har fastslået, at arbejdstid tæller med også på sygehuse, hvor læger og andre i visse situationer kun er i beredskab på vagter og ikke nødvendigvis udfører noget arbejde.

I udspillet lægger Kommissionen op til en diskussion af, om sådanne vagter eventuelt nok tæller med som arbejdstid, men ikke med fulde timer.

Kommissionen lægger også op til at diskutere, hvornår ansatte skal afspadsere for overarbejde efter lange vagter. EU-domstolen mener, det skal ske hurtigt, efter vagten er slut. Europa-Parlamentet sagde det samme, men en række ministre mente, der skulle være betydelig fleksibilitet.

Kommissionen lægger igen op til en diskussion og anerkender, at virksomheder har behov for en vis fleksibilitet og at kunne tilrettelægge arbejdet, men at man også må tænke på de ansattes helbred. Overtrætte ansatte kan både være til fare for dem selv og andre. Samtidig ved man, at trætte medarbejdere har lavere produktivitet, og at de lange arbejdstider ikke lever op til et andet mål, der er at sikre, at de ansatte kan forene arbejds- og familieliv.

Stadig lange arbejdsuger
Kommissionen bemærker, at arbejdstiden i Europa er faldet. I 1990 arbejdede lønmodtagerne i EU i gennemsnit 39 timer om ugen. I 2006 var det 37,8 timer. En anden statistik viser imidlertid, at dem, der arbejder på fuld tid, i 2007 var oppe på 41,8 timer om ugen. I Storbritannien var arbejdsugen på 43 timer og i Danmark 40,4 timer.

Flere arbejder på deltid. I 1992 var det 14 procent og i 2009 18,8 procent. Ti procent af de ansatte arbejder stadig over 48 timer om ugen.

Storbritannien vil kæmpe imod ændringer
I Storbritannien møder Kommissionens oplæg straks modstand i Labour-regeringen. Ifølge Daily Mail vil regeringen gå imod ethvert forsøg på at droppe muligheden af at stå uden for reglerne. En talsmand for Erhvervsministeriet siger ifølge bladet, at millioner af mennesker er stillet bedre uden regler.

Vi har med succes forsvaret opt-out’en, fordi vi er engageret i Europa, og vi vil fortsætte med at kæmpe imod noget forsøg på at fjerne den, siger talsmanden.

Kilde: fagligt.eu

 

FÃ¥ nyhedsbrev om Internationalt !

> Aktuelt

Nordisk fagbevægelse får vigtig indrømmelse inden topmøde

03.02.12 [FTF nyhed]

Den nordiske fagbevægelse har afværget et forsøg på at gøre en lovfastsat EU-mindsteløn til politik for den fælles europæiske fagbevægelse ETUC.

Danske lønninger skal kun forhandles i Danmark

31.01.12 [FTF nyhed]

FTF er glad for, at EU’s regeringschefer ud over finanspagten blev enige om en væksterklæring, sådan som dansk og europæisk fagbevægelse har presset på for. Men FTF vil have regeringen til at garantere, at EU ikke...

Bente Sorgenfrey til EU’s præsident: Invester i vækst

25.01.12 [FTF nyhed]

EU's regeringschefer er alt for fokuserede på at spare sig ud af krisen. EU skal også investere i vækst og job, lyder det fra FTF's formand, da hun som vicepræsident for den europæiske fagbevægelse mødtes med EU's...