EU-direktivet om vikararbejde
EU-direktivet om vikararbejde skal være implementeret i Danmark senest den 5. december 2011. De toneangivende parter på det private arbejdsmarked venter med implementeringstiltag til efter afslutningen af OK 2010
EU-direktivet om vikararbejde skal være implementeret nationalt senest den 5. december 2011 og selv om implementeringsovervejelserne venter til efter afslutningen af forhandlingerne om overenskomstfornyelserne i den private sektor, er det holdningen i Beskæftigelsesministeriets implementeringsudvalg, at der er god tid til at implementere direktivet inden for tidsfristen.
Udgangspunktet vil være, at de forhandlings- og aftaleberettigede parter gennemføre forhandlinger om implementering af direktivet i de gældende aftaler og overenskomster, hvorefter der sker en lovimplementering for de områder der ikke er dækket af de kollektive aftaler og overenskomster.
Direktivets formål er at beskytte vikaransatte og udgangspunktet er at personkredsen på arbejdstagersiden er vikarbureauansatte vikarer.
Direktivet hviler på et princip om ikke diskrimination og ligebehandling af vikarer med de ansatte i brugervirksomheden.
Princippet om ligebehandling fremgår bl.a. af direktivets artikel 5, stk.1 hvorefter de væsentligste arbejdsvilkår mindst skal svare til dem, der ville være gældende hvis vikaren var ansat direkte af brugervirksomheden.
Som de væsentligste ansættelsesvilkår nævner direktivet følgende:
Arbejdstidens længde
Overarbejde
Pauser
Hvileperioder
Natarbejde
Ferie og helligdage
Aflønning.
Et af de ikke helt afklarede spørgsmål er hvor bredt lønbegrebet skal forstås og om ”mindst svare til” skal forstås samlet eller punkt for punkt.
Direktivet er som udgangspunkt et minimumsdirektiv, der ikke er til hinder for, at der i de enkelte medlemsstater indgås aftaler om gunstigere vilkår for vikarer.
Imidlertid indeholder direktivet også bestemmelser, der åbner for fravigelser fra princippet om ligebehandling under nærmere bestemte betingelser Det forudsætter dog enten enighed mellem aftalens parter eller - ved lovimplementering – høring af parterne.
Generelt vil direktivet være et supplement til allerede gældende aftaler og overenskomster forudsat at disse ikke er uforenelige med direktivet, og en fravigelse til ugunst for vikaren forudsætter en ny aftale mellem parterne.
Direktivet indeholder bestemmelser der både retter sig mod vikarbureauet (arbejdsgiver) og mod brugervirksomheden – bl.a. adgang for vikaren til brugervirksomhedens faciliteter som f.eks. kantine, eventuelle børnepasnings- og transportordninger mv., hvorimod f.eks. lønforpligtelsen som udgangspunkt påhviler vikarbureauet.
Ved implementeringen af direktivet må der således tages højde for at også vikarens rettigheder i forhold til brugervirksomheden og dennes forpligtelser over for vikaren sikres.
En mulighed kan være at indskrive i overenskomsten, at overenskomsten er i overensstemmelse med de rettigheder der følger af direktivet, og at der ikke er sket fravigelser fra princippet om ligebehandling.
I den forbindelse skal det nævnes, at implementeringen af direktivet for vikarbureauansatte vikarer rejser en særlig problemstilling i forhold til funktionærlovens tjenestebegreb.
For disse medarbejdergrupper tager dansk retspraksis udgangspunkt i, at hvis den pågældende bureauansatte vikar ikke kan anses for at indtage en tjenestestilling hverken i forhold til bureauet eller brugervirksomheden, således som dette begreb forstås efter funktionærloven, er den pågældende vikar ikke omfattet af funktionærloven. Det er i den forbindelse underordnet, at vedkommende rent faktisk udfører funktionærarbejde i brugervirksomheden.
FTF inddrager denne problemstilling i implementeringsarbejdet.
EU-kommissionen har nedsat et ekspertudvalg af embedsmænd fra de respektive medlemslande som for tiden arbejder med direktivteksten med henblik på afklaringer. Udvalget ser bl.a. på dækningsområdet i artikel 1 og definitionerne i artikel 3.
FTF følger arbejdet og vil informere om udviklingen heri.
