Det nye direktiv om europæiske samarbejdsudvalg
Det nye direktiv indeholder forbedringer vedrørende medarbejderes ret til information og høring end hvad der var gældende i det tidligere direktiv fra 1994. Derfor er det vigtigt, at det i implementeringsperioden frem til den 6. juni 2011 sikres, at aftaler indgået i denne periode bliver omfattet af de nye regler.
På mødet den 2.3.2010 i EFS’ arbejdsgruppe om medarbejderindflydelse, blev hovedemnet det nye direktiv om europæiske samarbejdsudvalg.
Europæiske samarbejdsudvalg kan oprettes, når der er tale om virksomheder med mindst 1.000 ansatte i medlemsstaterne og med mindst 150 ansatte i hver af mindst to medlemsstater.
Det nye, eller omarbejdede direktiv, trådte i kraft den 5. juni 2009 og skal være implementeret nationalt senest den 6. juni 2011.
Den gældende lovgivning om europæiske samarbejdsudvalg (EWC) vil være gældende frem til 6. juni 2011.
Det nye direktiv indeholder særlige regler i indførelsesperioden der kræver særlig opmærksomhed. Det betyder, at nye aftaler eller reviderede aftaler om EWC, der afsluttes i indførelsesperioden i udgangspunktet vil være omfattet af de gamle regler. Derfor er det vigtigt at overveje vigtigheden af om der er behov for at indgå nye aftaler i denne periode eller revidere allerede indgåede aftaler, eller om en indgåelse kan vente til efter den 6. juni 2011.
Hvis nye aftaler skal indgås i perioden, er det vigtigt at sikre at disse aftaler udtrykkeligt bliver dækket af det nye direktiv, når det er implementeret.
Det er vigtigt at erindre sig, at det nye direktiv i alt væsentlighed er blevet til i enighed mellem de europæiske sociale parter Business Europe og EFS og fulgt op af Kommissionen.
Der er derfor al mulig grund til, at parterne, når der skal indgås nye aftaler eller revideres aftaler, tager udgangspunkt i det nye direktiv.
Det nye direktiv indeholder bl.a. bedre regler om formen for information og høring, bedre regler om tidspunktet for information og høring, herunder mulighed for at kunne informere og inddrage eksperter og organisationer.
Arbejdet med implementeringen i den danske lovgivning er igangsat og der er nedsat et ekspertudvalg i Beskæftigelsesministeriets regi med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter.






