Britisk pres mens parter forhandler arbejdstid
FTF bakker op om det mandat EFS har fået til forhandlingerne om revision af arbejdstidsdirektivet og lægger afgørende vægt på, at direktivet er et arbejdsmiljødirektiv der primært har til opgave at beskytte medarbejderne mod misbrug og dårlig arbejdstilrettelæggelse.
Parterne på det europæiske arbejdsmarked er enige om at forhandle om en ændring af et EU-direktiv om arbejdstid.
Flere EU-nyheder på fagligt.eu
Politiske forhandlinger er tidligere strandet, efter en række lande med Storbritannien i spidsen afviste et kompromis med Europa-Parlamentet. EU-Kommissionen opfordrede derefter arbejdsmarkedets parter til at benytte sig af retten til at lovgive for arbejdsmarkedet.
EU-kommissær Laszló Andor hilste da også parternes forhandling velkommen og ser beslutningen fra parterne som en sejr for den sociale dialog. Hidtil har parterne afvist at forhandle.
Se FTF's ekspert Ole Prasz svare på spørgsmål om EU's arbejdstidsdirektiv på fagligt.tv, hvor FTF bakker op om EFS' mandat:
Parterne holder det første møde den 8. december og har ni måneder til at nå til enighed. Det ventes, at de politiske uenigheder bliver de samme som mellem ministrene i Rådet og Europa-Parlamentet og dermed omfatte, hvorvidt lande stadig har en mulighed for at stå uden for reglerne.
Desuden kommer spørgsmålet om de såkaldte tilkaldevagter på blandt andet hospitaler op. I det spørgsmål har EU-Domstolen afgjort, at vagterne tæller som arbejdstid, selv om de ansatte kun er til rådighed. Endelig er selve arbejdstidens maksimale længde og afspadseringsregler også noget af det, der ventes at give problemer mellem parterne.
Laszló Andor venter da også vanskelige forhandlinger. Heller ikke den europæiske fagbevægelse EFS venter, at det bliver let at nå til enighed. Politiske udmeldinger gør ikke forhandlingerne lettere. Det hedder således i flere medier, at Storbritannien fortsætter sig kamp mod ændringer i reglerne og ønsker det endog fastslået, at EU-Domstolens afgørelse af spørgsmålet om tilkaldevagter bliver imødegået med nye regler.
Spørgsmålet var oppe på et møde mellem den tyske kansler, Angela Merkel, og den britiske premierminister, David Cameron, i sidste uge. Det hedder, at Merkel indvilligede i at støtte britiske krav til regler for arbejdstid mod, at Storbritannien til gengæld ikke modsatte sig, at der kom begrænsede regler i Lissabon-traktaten, der gjaldt for euro-landene.
Tyskland har hidtil haft samme syn på tilkaldevagter, men ikke på spørgsmålet om muligheden for at stå helt uden for EU’s regler. Parterne, der forhandler, er lønmodtagernes EFS, BUSINESSEUROPE, de små og mellemstore virksomheders UEAPME og de offentlige arbejdsgiveres CEEP.
Kilde: fagligt.eu






