
Lisbeth Baastrup
Konsulent
Telefon: 3336 8849
Mobil: 2020 8849
Regeringen har offentliggjort en strategi til fremme af offentlig-privat samarbejde der bl.a. bygger på forslag fra regeringens Vækstforum. Strategien viser at regeringen tror på, at bare det private inddrages i de offentlige opgaver skaber det vækst. FTF ser hellere at det er forbedringer af kvaliteten og muligheden for effektiviseringer, der driver det offentlige-private samarbejde, frem for tvang.
Økonomi- og erhvervsministeren har offentliggjort regeringens strategi til fremme af offentlig-privat samarbejde. Udspillet bygger i høj grad på ideer fra regeringens Vækstforum og rummer 21 forslag på 4 områder, nemlig:
1. Flere offentlige opgaver i udbud
2. Enkle regler og rammer
3. Nemmere at samarbejde
4. Nye løsninger og samarbejdsformer
Flere offentlige opgaver i udbud
Regeringen vil indføre udbudspligt for kommuner og regioner for udvalgte opgaver. I løbet af sommeren skal regeringen sammen med KL og Danske Regioner vælge de første opgaver der skal omfattes af udbudspligt. Det skal gøres attraktivt for private at bygge og drive ældreboliger bl.a. ved at åbne for markedsbestemt leje.
På hjemmehjælpsområdet skal kommunerne foretage distriktsopdeling og udbyde mindst ét distrikt, hvor kommunen ikke selv må byde på opgaven. På dagtilbudsområdet skal muligheden for at trække overskud ud af virksomheden øge den private interesse for at drive dagtilbud og endelig skal der bedre dokumentation om fordele ved udbud. I forhold til offentligt indkøb vil regeringen arbejde for effektivisering og konkurrenceudsættelse.
FTF vurdering
FTF ser det ikke som vejen frem, at der indføres mere tvang i forhold til konkurrenceudsættelse og at kommunerne fratages muligheden for at byde på egen hjemmepleje i nogle distrikter virker kontraproduktivt. Hvis der skal mere konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor bør det ske fordi det kan gøres bedre og/eller billigere, ikke fordi man lovgiver om det. Regeringen slår i oplægget på, at der er dokumentation for, at det giver store besparelser. Det er måske rigtigt på de mere tekniske områder, men på kernevelfærdsopgaverne mangler der dokumentation for, at det skulle forholde sig sådan. Der er aktuel forskning der viser, at effekterne af udbud ikke nødvendigvis er store besparelser, men at effekterne er mere blandede og afhængige af, om det er de tekniske områder eller de mere ”bløde” områder der udbydes. For eksempel har en dansk undersøgelse vist, at der ikke kan påvises økonomiske gevinster ved brug af private leverandører på ældreområdet.
Enkle regler og rammer
Regeringen vil udforme en udbudslov og gøre reglerne smidigere, herunder også evaluere reglerne for kontrolbud. Derudover skal Klagenævnet for udbud fokusere på grove overtrædelser.
FTF vurdering
Det er positivt med regelforenklinger, hvis udgangspunktet er at der sikres lige vilkår for offentlig og private virksomheder. Regelændringer må ikke tage form efter et politisk ønske om at skabe udbud og konkurrence på bekostning af kvalitet og faglighed i opgaverne.
Det er bekymrende at klagenævnets virksomhed indskrænkes, specielt i en situation, hvor der er politiske og tvangsmæssige krav om at nå en bestemt konkurrenceudsættelsesmålsætning.
Mulighederne for at anvende kontrolbud bør ikke forringes på trods af at de kun har været benyttet i begrænset omfang. Med et stigende niveau for konkurrenceudsættelse vil kontrolbud blive et vigtigt instrument til at tjekke om et offentligt monopol er i fare for at blive til et privatmonopol.
Nemmere at samarbejde
Regeringen vil etablere en central udbudsplatform, hvor alle udbud af en vis størrelse skal samles. Det skal supplere med initiativer, der skal lette virksomhedernes arbejde i forhold til at byde på opgaver, bl.a. i form af vejledninger og trin-for-trin-guider. Også i forhold til OPP – Offentlige-private-partnerskaber skal vejledningen styrkes.
FTF vurdering
FTF ser en øget indsats i form af vejledninger mv. som et yderst positivt element i regeringens strategi. FTF er af den overbevisning at det er denne vej man skal fremme offentligt-privat samarbejde frem for via tvang og rigide krav til opfyldelse af målsætninger opgjort i procent af opgaverne.
Nye løsninger og samarbejdsformer
I regeringens strategi er også en række forslag der skal skabe bedre rammer for udbud ved at finde nye løsninger og samarbejdsformer. Herunder er blandt andet støtte til et laboratorium til offentlig-privat samarbejde om velfærd og igangsættelse af pilotprojekter om innovative indkøb på velfærdsområdet. Regeringen vil også skabe hjemmel for at danske kommuner kan benytte sig af afknopning (hvor kommunale medarbejdere danner egen virksomhed for at overtage en opgave) i lighed med, hvad der kendes i Sverige.
I strategien indgår også at danske repræsentationer på relevante udenlandske markeder skal hjælpe danske virksomheder med at finde lokale udbudseksperter, som virksomhederne kan få rådgivning af. Det skal ske for at fremme danske virksomheders eksportpotentiale.
FTF vurdering
FTF ser i høj grad behov for, at der satse på udvikling af nye samarbejdsformer, hvor offentlig-privat-samarbejder om innovation på velfærdsområdet står i centrum. FTF er overbevist om, at her er både effektiviseringer og kvalitetsforbedringer at hente, især hvis det drives af, at medarbejderne med deres høje faglighed indenfor området inddrages.
15.05.12 [FTF analyse]
Næsten hver fjerde medarbejder over 50 år regner ikke med at kunne fortsætte i sit nuværende job til 65-års fødselsdagen. Jo mere belastende det psykisk arbejdsmiljø er, desto mere sandsynligt er det, at folk kvitter jobbet før pensionsalderen. Det viser en ny omfattende undersøgelse fra FTF.
09.05.12 [FTF nyhed]
En ny aftale om løntilskud i Randers Kommune hindrer misbrug, hvor offentligt ansatte erstattes af folk med løntilskud. FTF vil have flere kommuner til at kopiere aftalen og kræver samtidig et opgør med kvoter.
08.05.12 [FTF nyhed]
Mere jobrotation er en del af en ungepakke, som regeringen vil lægge på bordet de kommende trepartsforhandlinger. FTF er positiv og har konkrete forslag til, hvordan jobrotationsordning kan få flere unge i arbejde.