Regeringens udspil om Bekæmpelse af langtidsledighed
Udspillet fra regeringen adresserer ikke de grundlæggende udfordringer i beskæftigelsespolitikken. Isoleret set indeholder pakken dog forbedringer af FTF-gruppernes muligheder for uddannelse tidligt i ledighedsforløbet. Det er stærkt problematisk, at finansieringen sker gennem afskaffelse af de regionale flaskehalsmidler. Det svækker mulighederne for at føre en aktiv beskæftigelsespolitik.
Generel vurdering
Med sine i alt 8 initiativer og økonomiske ramme på ca. 500 mio. kr. fordelt over 5 år er der tale om et udspil med et noget begrænset indhold, således som det er afspejlet i de initiativer mod langtidsledighed, der er nævnt i regeringens arbejdsprogram for 2010.
Læs pressemeddelelsen: Regeringen svækker uddannelsesindsatsen
Forslagene adresserer således ikke grundlæggende, at den nuværende situation på arbejds-markedet kræver et skift i beskæftigelsespolitikken med et langt større fokus på mulighederne for tidlige aktive tilbud med indhold, der opkvalificerer ledige over mod de områder, hvor der er gode beskæftigelsesmuligheder. Udspillet giver heller ikke a-kasserne den mere aktive rolle, der kan udnytte a-kassernes viden i formidling af jobs. Endelig er udspillet ikke et skridt i ret-ning af en nødvendig afbureaukratisering i beskæftigelsesindsatsen.
Foretager man en isoleret vurdering af de enkelte elementer indeholder udspillet dog forbed-ringer for FTF-grupperne, særligt hvad angår mulighederne for uddannelse tidligt i ledigheds-forløbet. Der er dog stadig begrænsninger i mulighederne, fordi udvidelsen er knyttet op på betingelser om konkret job eller løntilskud.
Herudover er der en række forslag, der primært er rettet mod kortuddannede, hvor FTF ikke har nogen direkte beskæftigelsespolitiske interesser. Sådan må det være i og med, at de kort-uddannede har den største risiko for langtidsledighed. FTF har dog over for beskæftigelsesministeren fremhævet, at ledighedsstigningen også har ramt ledige med uddannelse, og at en indsats mod langtidsledigheden derfor må have en bredde, der går ud over gruppen af kortuddannede.
Der lægges op til, at finansieringen af forslagene skal ske gennem afskaffelse af den regionale flaskehalsbevilling. Dette er stærkt problematisk, for selv om den nuværende flaskehalsbevil-ling ikke anvendes hensigtsmæssigt bliver mulighederne for at forebygge flaskehalsproblemer i et kommende opsving kraftigt forringet.
1. Initiativer – Jobrettet uddannelse til langtidsledige
Nye muligheder for kompetenceløft til alle ledige
Med forslaget ophæves den begrænsning på højest 6 ugers opkvalificering i de første 9 må-neders ledighed, der i dag gælder for ledige faglærte og ledige med en videregående uddan-nelse. Det vil dog være et krav, at de ledige skal have en aftale om et konkret job eller en konkret aftale om ansættelse med løntilskud. Forslaget skønnes at koste i alt 20 mio. kr. fra 2010-2012.
I forbindelse med gennemførelsen af regelændringerne skal der igangsættes en indsats for at fremme forsøget. Derudover skal beskæftigelsesregionerne bl.a. i samarbejde med uddannel-sesinstitutionerne og a-kasserne udarbejde et katalog over relevante kurser inden for områder med gode beskæftigelsesmuligheder.
Ophævelsen af uddannelsesbegrænsningen for ledige, der har en uddannelse i forvejen, er blandt de punkter FTF har foreslået i drøftelserne med ministeren og Arbejdsmarkedsstyrel-sen. Ud over, at de konkrete muligheder for uddannelse forbedres for FTF-grupperne, er det principielt væsentligt for FTF at få brudt med det efterhånden knæsatte princip om at ledige, der allerede har en uddannelse, ikke skal kunne få uddannelse som led i beskæftigelsesindsatsen.
Kravet om jobgaranti eller aftale om løntilskud er indskrænkende. Uddannelse tidligt i ledig-hedsperioden er ofte relevant ved brancheskift, hvilket gør kravet om jobgaranti vanskeligt at opfylde. Derfor bør kravet om konkret job eller løntilskud fjernes, således at reglerne er helt ens for alle grupper uanset uddannelse.
FTF har i drøftelserne med ministeren og AMS peget på, at det på FTF-områderne ofte er et problem, at de relevante uddannelsestilbud for ledige ikke eksisterer. Dette skyldes både, at antallet af ledige i de enkelte jobcentre er relativt få, og at der ikke findes det nødvendige samarbejde mellem beskæftigelsessystemet og uddannelsesinstitutionerne.
Det er positivt, at denne problemstilling adresseres i udspillet, og at beskæftigelsesregionen i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og a-kasser skal tage et konkret initiativ. Det er væsentligt, at man i udmøntningen af initiativet sikrer sig, at der også er fokus på uddannel-sesmulighederne for ledige med en videregående uddannelse.
Nye muligheder for opkvalificeringsjob
Parallelt med ophævelsen af 6 ugers begrænsningen er der tale om et initiativ, der udvider målgruppen for ordningen til at gælde for alle ledige – her således at den også omfatter ledi-ge med en videregående uddannelse. Samtidig lempes kravet om forudgående ledighed fra 3 til 1 måned. Forslaget skønnes at koste ca. 20 mio. kr. i perioden 2010 – 2012.
Den oprindelige ordning for kortuddannede og faglærte, som blev foreslået af DA og LO, blev indført i forbindelse med målretningen af aktiveringsindsatsen fra februar 2010. Det er således positivt, at redskabet nu udvides til at omfatte alle ledige uanset uddannelse.
Screeninger af lediges skolekundskaber og flere læse-, skrive- og regnekurser
Her er tale om et initiativ, der er målrettet kortuddannede og unge uden uddannelse. Der er afsat godt 100 mio. kr. til initiativet i perioden 2010 -2012. Der er tale om en nettest, der er udviklet i undervisningsministeriets regi. FTF har ingen direkte beskæftigelsespolitiske interes-ser i forslaget, der er målrettet grupper med en meget høj risiko for langtidsledighed.
Regional pulje til jobrettet opkvalificering til bekæmpelse af langtidsledighed
Puljen kan finansiere indsatser, der er målrettet langtidsledige eller ledige, hvor regionen vur-derer, der kan være risiko for langtidsledighed. Indsatsen skal målrettes områder med gode beskæftigelsesmuligheder. De Regionale Beskæftigelsesråd skal inddrages i udmøntningen af puljen. Der afsættes 60 mio. kr. i perioden 2010 – 2012.
FTF støtter generelt, at der afsættes regionale midler, der kan fremme en indsats på tværs af jobcentrene. I forbindelse med udmøntningen af puljen skal det sikres, at der åbnes op for initiativer, der skal forebygge på langtidsledighed på mangelområder.
Erklæring om efteruddannelse ved forlængelse af arbejdsfordelingsordninger
Der er tale om et mindre tiltag, der skal sætte fokus på mulighederne for efteruddannelse som alternativ til arbejdsfordeling. Forslaget forekommer at være positivt, men det er ikke et område, hvor FTF har en direkte beskæftigelsespolitisk interesse.
2. Initiativer – aktive tilbud på arbejdspladserne
Ekstra støtte til mentorer og virksomhedsnetværk
Ministeren vil i sin udmelding til LBR opfordre til, at LBR i anvendelsen af deres midler tilgode-ser de virksomheder, som gør en ekstra indsats for at hjælpe langtidsledige i job f.eks. gen-nem støtte til mentornetværk og mentorhjælp. Mentorordninger har i forskellige situationer vist sig at have gode effekter. Derfor kan det naturligt indgå i LBR’s overvejelser om anven-delsen af deres særlige midler, men dette er helt overladt til beslutningen i LBR.
Kompetenceafklaring af ledige
Initiativet omfatter et tilbud til jobcentre, a-kasser og andre aktører om et redskab, der kan anvendes i forbindelse med kompetenceafklaring af ledige. Redskabet synes ikke umiddelbart at være målrettet de ledige på FTF-områderne.
Mere virksomhedsrettet og tættere kontakt med langtidsledige
For at styrke jobcentrenes virksomhedskontakt afsættes der frem til 2012 godt 80 mio. kr. til at ansætte flere virksomhedskonsulenter i jobcentrene. Der er et behov for at styrke jobcentrenes kontakt til såvel offentlige som private virksomheder for bl.a. at afdække og opfange virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Dette fremgår også af BER’s bemærkninger til ministermålene for 2011.
I udmøntningen af initiativet skal det sikres, at der bliver tale om en styrket virksomhedskontakt både til offentlige og private virksomheder, samt at der i virksomhedskontakten kommer fokus på de nye muligheder for kompetenceløft til alle ledige.
I regeringens arbejdsprogram bebudes der månedlige samtaler i jobcentrene (i dag hver 3. måned) med langtidsledige. I udspillet et dette reduceret til samtaler hver anden måned for ledige, der har modtaget offentlig forsørgelse i over 12 sammenhængende måneder. Der af-sættes ca. 80 mio. kr. til initiativet frem til 2012. FTF tvivler på værdien af ekstra samtaler for personer, der har over et år på offentlig forsørgelse bag sig. Dette bekræftes også af den evaluering, der er lavet på det kontrollerede forsøg ”Alle i gang”. Forslaget vil kun komme til at omfatte meget få ledige blandt FTF-grupperne.
Finansiering
Det foreslås, at pakken finansieres bl.a. gennem afskaffelse af den regionale flaskehalsbevil-ling. Flaskehalsbevillingen yder tilskud til jobcentrene til at forebygge og afhjælpe mangel på arbejdskraft indenfor fagområder eller stillingsbetegnelser, hvor der forventes mangel på arbejdskraft.
Tilskuddene ydes på grundlag af en regionalt udarbejdet flaskehalsliste.
Den eksisterende flaskehalsbevilling anvendes ikke optimalt. Dette er er bl.a. dokumenteret i en Rambøll-rapport fra marts 2009. En meget stor del af midlerne anvendes til at finansiere jobcentrenes ordinære indsats og flaskebevillingen fører dermed ikke til den ønskede målretning af indsatsen mod særlige mangelområder.
FTF-grupperne står højt på regionernes flaskehalslister, men i praksis igangsættes der meget få forløb inden for FTF’s mangelområder. Der er derfor behov for markant at ændre anvendelsen af flaskehalsbevillingen f.eks. gennem at øge regionernes mulighed for styring af midlerne. Men afskaffelsen af flaskehalsmidlerne er en klar svækkelse af mulighederne for at føre en aktiv beskæftigelsespolitik







