Bekæmpelse af mobning
Et problem for hele arbejdspladsen
Mobning er ofte et resultat af et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Hvis en arbejdsplads skal bekæmpe mobning handler det derfor i høj grad om at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.
Men viden og åbenhed kan også medvirke til at bekæmpe mobning. Hvis mobning er et tabu, det er svært at tale om, bliver det også svært at bekæmpe. Mobning skal håndteres i fællesskab.
I sidste ende er det arbejdsgiverens ansvar, at der ikke finder mobning sted på arbejdspladsen,
men ledere, kolleger, tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter spiller også en vigtig rolle i forhold
til at standse mobning og forbedre arbejdsmiljøet.
Der skal mere fokus på, at vidnerne til mobning også er de bedste til at stoppe den krænkende
adfærd.
Aftaler mod mobning
Den europæiske faglige sammenslutning (ETUC) og arbejdsgivernes europæiske organisation
(Business Europe) har indgået en frivillig EU-rammeaftale, som dækker vold, mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen.
Alle virksomheder og institutioner, som tilslutter sig aftalen, forpligter sig til at have en tydelig erklæring om, at mobning og chikane ikke tolereres på arbejdspladsen.
I Danmark blev EU aftalen i 2008 indarbejdet i forbindelse med overenskomsterne på det offentlige område. Alle offentlige arbejdspladser skal derfor i dag have retningslinjer for at identificere, håndtere og forebygge vold, mobning og chikane.
På flere af de private overenskomstområder er implementeringen af EU aftalen en del af forhandlingerne i 2010.
På industriens område indgik arbejdsgiverne (DI) og lønmodtagerne (CO Industri) i 2008 en
aftale om, at organisationerne påtager sig Arbejdstilsynets forpligtigelser, når det gælder mobning og chikane. Aftalen betyder, at samarbejdsudvalgene på de enkelte virksomheder har pligt til at gennemføre aktiviteter, der kan forebygge mobning og chikane.
Mere fokus på voksenmobning
På trods af en generel enighed om, at det er uacceptabelt og bør bekæmpes, har mobning og krænkende adfærd har været et stigende problem på de danske arbejdspladser siden midten af 90’erne.
Derfor er der fortsat behov for en bred indsats mod problemet.
Mobning skal ikke længere være et tabu, men et emne man taler om og forholder sig til. Hvis vi skal give slip på den konfliktskyhed, som i dag præger vores måde takle voksenmobning på, kræver det langt mere fokus og debat.
Et godt middel til at skabe debat vil være at sætte gang i arbejdet med at lave en national indsats, der forebygger mobning på arbejdspladsen.
Arbejdsmarkedets parter og Folketinget skal i løbet af 2010-2011 tage stilling til en ny national handlingsplan for arbejdsmiljøet. I den forbindelse vil det være oplagt at indtænke mobning og psykisk arbejdsmiljø.






