Fagforeningskvinde i mangeårig kamp mod korruption på Filippinerne
[ TR-info ]
Til en pressekonference i 2003 var Annie Geron netop i gang med at fremlægge sine beviser om korruption i toppen af den offentlige myndighed, hvor hun gennem 30 år har arbejdet. Et job hun har passet ved siden af sit faglige engagement som generalsekretær i PSLINK. Pludselig troppede civilklædt politi op og ville arrestere den 52-årige fagforeningsleder. Anklagen, der lød på injurier, havde intet på sig og blev senere afvist af en filippinsk domstol, men Geron måtte betale kaution for at undgå at komme direkte i fængsel. Dette er kun et eksempel på den chikane, Geron og hendes familie dagligt bliver udsat for, og hvordan hendes fjender har forbindelser rundt om systemet, der gør dem til en yderst ubehagelig modstander. Trusler og konstant overvågning er en del af hendes hverdag.
Direktør ansvarlig for trafficking tusindvis af kvinder
Geron havde nemlig lagt sig ud med de helt forkerte. Kort inden episoden, havde hun og PSLINK med hjælp fra en lang række aktivister og NGO’ere optrævlet en uhyggelig sag om trafficking af unge filippinske piger til den japanske sex-industri. Og beviserne pegede på, at direktøren i den offentlige myndighed, hvor Geron arbejder var hovedansvarlig.
Baggrunden er, at mange unge håbefulde filippinske kunstnere hvert år tager til udlandet for at optræde som eksempelvis musikere eller dansere. For at få lov til det skal man have en arbejdstilladelse, et bevis på at man rent faktisk er fx musiker og kan ernære sig som sådan. Denne tilladelse er man på Gerons arbejdsplads ansvarlig for udstede, og foregår dette på legal vis, er der ikke et problem. Mange filippinere ernærer sig på denne måde som kunstnere i især Japan og en af Filippinernes største eksportvarer er populærmusik.
Problemet var, at den nye direktør på Gerons arbejdsplads havde fundet ud af, at udstedelsen af de eftertragtede arbejdstilladelser kunne gøres til uhyggelig, men yderst rentabel forretning. Annie Geron fortæller om, hvordan denne forretning foregik:
”Normalt koster en sådan tilladelse kun cirka ti dollars i administrationsgebyr, men de blev solgt under bordet til op mod 2.000 dollars til kriminelle syndikater. De solgte dem så igen videre til håbefulde, unge filippinske kvinder med lovning på ,at de ville komme til at arbejde som forskellige former for entertainere på japanske barer. Virkeligheden var dog, at pigerne når de kom til Japan blev tvunget ud i prostitution. De fik frataget deres pas og lever i fangenskab, de blev fysisk og sexuelt misbrugt, levede under meget ringe forhold og mange af dem døde.”
I en periode på et halvt år blev der på denne måde udstedt omkring 50.000 af disse arbejdstilladelser. I den samme periode året forinden, før den korrupte direktør var ansat og mens udstedelserne stadig foregik på legal vis, var det tal kun på ca. 5.000.
Personlige omkostninger
Direktøren var tydeligvis ikke interesseret, i at hans forretning så dagens lys. Chikanen har derfor været et åbenlyst forsøg på at få Geron til at tie stille. Hun ligger da heller ikke skjul på, at kampen mod korruption er hård og har store personlige omkostninger:
”Både personligt og professionelt løber man nogle store risikoer, når man går imod korruptionen. En uendelig række chikanerier har gjort det næsten umuligt for mig at passe mit job. Men det har også store konsekvenser for min familie. Min mand er blevet fyret fra sit job, og vores telefon og email bliver konstant overvåget. Jeg har fortalt mine to døtre, at de skal sige at jeg ikke er deres mor hvis nogen spørger ,og den ene af dem går nu på en kostskole, fordi jeg er så bekymret for deres sikkerhed, når de er sammen med mig. Jeg er nødt til at leve et liv på flugt. Jeg kigger mig altid en ekstra gang over skulderen,, og jeg overnatter derfor som regel forskellige steder hver nat.”
Den korrupte direktør endte med at blive opsagt fra sin stilling, men blev aldrig retsligt forfulgt. Sandsynligvis på grund af sine tætte forbindelser til landets øverste politiske ledere.
