Sygeplejersker mangler viden om voldspolitik

[ TR-info ]

To ud af fem sygeplejersker ved ikke, om deres arbejdsplads har en voldspolitik til trods for, at 14 sygeplejersker hver dag udsættes for vold. Danske Regioner må sørge for, at sygehusene formidler deres voldspolitikker, fastslår Dansk Sygeplejeråd.

Michael Kjærgaard, Journalist, studerende | 31.08.10 14:10

Hver eneste dag landets 30.000 sygeplejersker går på arbejde, udsættes 14 af dem for vold i form af skub, mindre slag, spark eller bid begået af en patient. Årligt drejer det sig om 5.000 tilfælde af vold mod sygeplejersker.

Alligevel står det skidt til med sygeplejerskernes kendskab til, om der overhovedet findes en voldspolitik på deres sygehus.

Hele to ud fem sygeplejersker har således aldrig hørt, om deres arbejdsplads har en voldspolitik, som kan være med til at forebygge volden, viser en undersøgelse, som Dansk Sygeplejeråd har fået lavet.

Dansk Sygeplejeråd indgik i 2008 en aftale med Danske Regioner om at indføre retningslinjer for at kortlægge, forebygge og håndtere problemer i relation til vold senest 1. april i år. Sygeplejerskernes manglende kendskab til deres arbejdsplads’ voldspolitik får derfor næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, til at rette kritikken mod Danske Regioner.

”Formålet med aftalen er jo netop at øge opmærksomheden blandt medarbejderne om vold. Derfor er det langt fra godt nok, at så stor en andel af sygeplejerskerne ikke kender til en voldpolitik på deres arbejdsplads,” siger Dorte Steenberg.

Vold skyld i flere sygefraværsdage
En opgørelse foretaget af FTF i 2009 viste, at 19 procent af de ansatte i stat, regioner eller kommuner har været udsat for vold eller trusler om vold på deres arbejdsplads. Heraf har 10 procent været udsat for vold.

Vold på offentlige arbejdspladser er ligeledes skyld i flere sygefraværsdage. Offentligt ansatte, der har været udsat for vold eller trusler på jobbet har således i gennemsnit 12 sygefraværsdag om året, mens andre har 9 dage.

Udover de fysiske og psykiske smerter, som vold på jobbet har for de ramte, koster de ekstra sygefraværsdage årligt det offentlige 250 mio. kroner, viste en analyse foretaget af FTF tidligere i år.

 

Kontaktinformation

Få nyhedsbrev om Arbejdsmiljø !

 
Læs mere om vold på offentlige arbejdspladser
 
 

> Aktuelt

Færre penge må ikke gå ud over offentligt ansattes helbred

17.01.12 [FTF nyhed]

Der må en benhård prioritering af opgaverne i det offentlige til, når der nu skal spares massivt. FTF efterlyser politiske prioriteringer, for færre penge må ikke føre til nedslidning af medarbejderne.

Dårligere efterløn må følges op af bedre arbejdsmiljø og uddannelse

21.12.11 [FTF nyhed]

Politikerne bag den nye efterlønsreform skal sørge for, at folk nu ikke bliver slidt op eller mangler evner til at arbejde. FTF opfordrer til mere fokus på psykisk arbejdsmiljø og uddannelse.

Forsvaret politianmeldes for ikke at lade ansatte hvile ud

11.12.11 [FTF nyhed]

Strid om hviletid får Centralforeningen af Stampersonel til at melde forsvaret til politiet for at lade medarbejdere arbejde op til 24 timer. FTF bakker op og kritiserer, at spareøvelser i forsvaret går ud over...