Dag for bedre arbejdsmiljø

Tirsdag den 28. april er den internationale arbejdsmiljødag. Sammen markerer Danmarks to største hovedorganisationer, FTF og LO, igen i år arbejdsmiljødagen. ”Sikkert og sundt arbejde for alle” er temaet i år. Og der er ifølge de to organisationer nok at tage fat på. Herhjemme er det særligt den forebyggende indsats, der halter, mener FTF og LO.

”I Danmark har vi et fantastisk godt system, der overvåger, hvordan arbejdsmiljøet har det. Og de seneste data fra Arbejdstilsynet fortæller os, at vi bedst nedbringer sygefraværet ved at forebygge nedslidning. Derfor er det komplet uforståeligt, at regeringen end ikke vil genforhandle den aftale, der giver 70 millioner kroner til indsatsen i brancher med nedslidende arbejde. Det vil klæde regeringen, hvis den på arbejdsmiljødagen gjorde bevillingen på de 70 millioner permanent,” siger LO’s formand Harald Børsting.

Fra 2010 er det slut med den bevilling på 70 millioner kroner, som Arbejdstilsynet har fået hvert år til indsatsen. Med mindre regeringen altså kommer på andre tanker. Også FTF er stærkt kritisk over for regeringen.

”Alene indenfor stress og det psykiske arbejdsmiljø er regeringens utilstrækkelige indsats en katastrofe. Der ligger et kæmpepotentiale i at nedbringe sygefraværet blandt andet ved at forbedre trivsel og psykisk arbejdsmiljø,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Ganske vist ønsker regeringen med sin handlingsplan om sygefravær fra 2008 en tidlig indsats ved sygefravær på arbejdspladserne. Men her sættes først ind, når skaden er sket. Der er altså ikke tale om at forebygge sygefraværet. Og det er det, som både LO og FTF kritiserer i anledning af den internationale arbejdsmiljødag.

 

Den internationale arbejdsmiljødag, tirsdag den 28. april 2009, markeres verden over. I Danmark sker det med aktiviteter på gader, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Læs mere om arbejdsmiljøet og den internationale arbejdsmiljødag på LO.dk og FTF.dk

 
 
Kontaktinformation
 
Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645

 
Vil du vide mere?