Arbejdsvilkår på sygehuse skal forbedres
Flere behandlinger og nyt udstyr er godt, men det øger presset på de ansatte, hvis løn og arbejdsvilkår ikke forbedres, så færre bliver syge af stress og flere ansatte kan rekrutteres og fastholdes på sygehusene, mener FTF.
Regeringens økonomiaftale med regionerne betyder, at regionerne næste år får et samlet økonomisk løft på 2,3 mia. kr. – heraf de 1,6 mia. kr. til sygehusområdet. Realvæksten er på 950 mill. kr., mens resten finansieres af en krævet produktivitetsstigning på 2 pct. på sygehusområdet.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, siger:
”Det er positivt, at området får et økonomisk løft. Flere behandlinger og nyt udstyr kan forbedre kvaliteten. Men det øger presset på de ansatte, hvis man ikke også investerer i at forbedre de hårde arbejdsvilkår.
Bedre løn og arbejdsvilkår kan reducere sygefraværet og tiltrække flere til jobbene. Og ellers kan regeringen næppe indfri sine løfter om bedre kvalitet og kortere ventelister. Allerede i dag bliver mange ansatte syge af stress, og der mangler arbejdskraft mange steder – fx mere end 1.500 sygeplejersker på landsplan.
Jeg er ret bekymret over, at man i den situation aftaler en ny stigning i produktiviteten på 2 pct. Der vil alt andet lige øge presset på de ansatte endnu mere.
Diplomatisk formuleret øger den her aftale behovet for, at regeringen spiller ud med reelle forbedringer til de ansatte i de igangværende trepartsforhandlinger. Det her gør det ikke nemmere”.
Ifølge FTF's stressundersøgelse fra 2006 har hver 6. FTF'er været sygemeldt af stress indenfor det seneste år – se www.ftf.dk/stress.
FTF er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte - bl.a. store dele af sundhedspersonalet som jordemødre, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter m.fl.
Yderligere oplysninger:
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, tlf. 40 45 26 45
Konsulent i FTF, Lisbeth Baastrup, tlf. 20 20 88 49







