Virksomheder skal belønnes for at have styr på arbejdsmiljøet

[ Pressemeddelelser ]

Virksomheder skal have en kontant økonomisk gevinst for at få certifikat på arbejdsmiljøet. FTF forslår derfor, at den periode, hvor arbejdsgiveren skal betale sygedagpenge, sættes ned fra 21 til 15 dage for arbejdsmiljøcertificerede virksomheder. Desuden bør der være pligt til at undersøge trivslen på den enkelte arbejdsplads, og muligheden for psykologbistand skal forbedres

| 11.09.08 10:24

I dag indledes Trepartsdrøftelser om Regeringens sygefraværshandlingsplan, og FTF foreslår her en række nye initiativer, der især retter sig mod at forbedre arbejdsmiljøet.

”Regeringens handlingsplan fokuserer alt for lidt på det langvarige sygefravær, der skyldes dårligt arbejdsmiljø. Den seneste forskning viser, at forebyggelsespotentialet i et sundt og sikkert arbejdsmiljø er meget stort, og at omkring halvdelen af det langvarige sygefravær især skyldes problemer med bevægeapparatet eller psykiske lidelser. Derfor skal der meget mere fokus på arbejdsgiverens ansvar for at forbedre arbejdsmiljøet og sikre trivslen på arbejdspladsen, hvis sygefraværet skal bringes ned”, siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey.

FTF foreslår, at alle virksomheder skal foretage trivselsundersøgelser hvert tredje år for at forebygge stress og depressive tilstande. Målet er at opfange tegn på disse lidelser tidligt, så medarbejderne får hjælp, inden den langvarige sygemelding lander på arbejdsgiverens bord.

Den tidlige udredning og behandling af psykisk sygdom skal forbedres væsentligt, mener FTF.

”I dag er den praktiserende læges muligheder for at henvise til psykologbehandling med tilskud begrænset til specielle begivenheder og en afgrænset aldersgruppe. Det skal vi have lavet om på”, siger Bente Sorgenfrey.
Derfor foreslår FTF, at alle skal have ret til at få tilskud til psykologbehandling efter henvisning fra egen læge.   

 

Kontaktinformation

Jette Høy

Jette Høy

Konsulent

Telefon: 3336 8845

Mobil: 2040 8845

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645