Stram styring af kommunerne

[ Pressemeddelelser ]

Regeringen og KL har indgået økonomiaftale for 2009. Afsættet for aftalen er budgetterne for 2008 og et meget begrænset løft i udgifterne på 350 mio. kr. Til gengæld forventes det, at der kan effektiviseres for 1 mia. kr. i kommunerne i 2009

Den netop indgåede aftale mellem Regeringen og KL er meget stram, og der skabes ikke råderum til forbedringer af den kommunale velfærd. Aftalen indebærer reelt, at kommunerne i 2009 skal indstille sig på nul-vækst og en ekstrem stram budgetstyring.

FTF’s formand Bente Sorgenfrey siger:

"Alternativet til en aftale har været en statslig styring af de kommunale budgetter, og det har derfor været med pistolen for panden at KL har skrevet under på aftalen, som må betragtes som uhørt stram. Der levnes ikke plads til nye opgaver, og det bliver ikke let for kommunerne at få skabt sammenhæng mellem de meget sparsomme ressourcerammer og det øgede pres fra borgerne om kvalitet i de offentlige velfærdstilbud. Nye opgaver der presser sig på, vil kun kunne løftes, hvis der skæres ned på andre velfærdsområder. Det står nu helt klart, at al snakken om en storstilet kvalitetsreform for den offentlige sektor mest har karakter af læbebekendelser"

Der lægges med aftalen op til afbureaukratisering og effektivisering i kommunerne og det forventes, at det kan frigøre samlet 1 mia. kr. i 2009.

FTF’s formand Bente Sorgenfrey siger:

"Jeg er meget enig i, at der er et stort behov for at få afbureaukratiseret den offentlige sektor og dermed også i kommunerne. Der er imidlertid ikke noget nyt i aftalen på det punkt og øget effektivisering i det forcerede tempo kan meget vel blot betyde, at de offentligt ansatte skal løbe endnu hurtigere eller slække på kvaliteten i opgaveløsningen. Det får vi hverken bedre offentlige velfærdstilbud eller attraktive arbejdspladser ud af, men frustrerede medarbejdere og skuffede borgere"

 

 

Kontaktinformation

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645

Andy Andresen

Andy Andresen

Udviklingschef

Telefon: 3336 8811

Mobil: 2426 4811