FTF: Meget arbejdskraft i fleksibel efterløn

[ ]

FTF har på dagens trepartsmøde med regeringen om øget arbejdsudbud afvist indgreb i efterlønnen og forringelser i dagpengene. Samtidig fremlagde FTF fire konkrete bud på, hvordan man kan øge arbejdsudbuddet. Det handler om en mere fleksibel efterløn, en bedre beskæftigelsesindsats, øget opkvalificering, og rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.

| 01.10.08 12:19

På trepartsmødet i dag diskuterede parterne Arbejdsmarkedskommissionens forslag om bl.a. indgreb i dagpengene. Formand for FTF Bente Sorgenfrey, der repræsenterer 450.000 løn-modtagere siger:

”Det er en stor udfordring at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Men FTF mener ikke, at det hjælper at skære i dagpengene, som Arbejdsmarkedskommissonen foreslår - dels skaber det usikkerhed, dels er der ikke megen ekstra arbejdskraft at hente ved det, viser vores undersøgelse”.

Derfor er FTF i dag kommet med fire konkrete bud på, hvordan der kan skaffes mere kvalificeret arbejdskraft.

”Der skal sættes turbo på brugen af den fleksible efterløn. En ny FTF-undersøgelse dokumenterer, at der er et potentiale på 34.000 personer. Så FTF er overbevist om, at bedre oplysning om ordningen og mindre bureaukratiske regler, vil få flere til at arbejde ved siden af efterlønnen”, siger Bente Sorgenfrey.

Herudover peger FTF på en bedre beskæftigelsesindsats, øget opkvalificering og større rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. 

"Vi ved, at der er store barrierer for at kunne rekruttere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet til den offentlige sektor. Derfor må der tænkes i nye baner. Vi foreslår fx, at man rekrutterer mere udenlandsk arbejdskraft til sundhedsområdet, og at man samtidig uddanner de dygtigste social- og sundhedsassistenter til sygeplejersker", siger Bente Sorgenfrey.