FTF: Lavere statsrefusion til kommunerne vil presse syge i arbejde

[ Pressemeddelelser ]

FTF hilser regeringens handlingsplan for at nedbringe sygefraværet velkommen. Planen indeholder mange gode initiativer, og FTF anerkender, at regeringen lægger op til en aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med udmøntningen af planen.

Men FTF afviser regeringens forslag om at nedsætte statens refusion for kommunernes udgifter til sygedagpenge fra 50 til 35 procent efter et halvt års sygefravær.

"Vi frygter, at kommunerne for at spare udgifter til sygedagpenge vil presse syge i arbejde efter et halvt år, selv om de ikke er klar til det", siger FTF's formand Bente Sorgenfrey.

"Den eksisterende lovgivning om opfølgningssamtale efter otte uger er ud-mærket. Problemet er, at mange kommuner ikke følger loven. Forslaget om at straffe kommunerne økonomisk vil ramme de sygemeldte mere, end det vil ramme kommunerne, og det er urimeligt", siger FTF's formand.

Det undrer også FTF, at det alene er de offentlige virksomheder, der skal offentliggøre detaljerede fraværsoplysninger, mens de private virksomheders statistik alene skal baseres på stikprøver.

Målet med en detaljeret fraværsstatistik er, at virksomhederne skal kunne sammenligne sig med hinanden, så virksomheder med højt sygefravær kan lære af dem med lavt fravær. Det mål bliver ikke opfyldt, når de private virk-somheder ikke optræder i statistikken, mener FTF.

FTF finder det positivt, at arbejdsmiljøet kobles sammen med sygefravær. Mange af årsagerne til sygefravær skal netop findes i arbejdsmiljøet.

"Derfor er det godt, at sikkerhedsorganisationen skal uddannes til at bruge arbejdsmiljøet til at forebygge sygefraværet. Men det er ikke tilstrækkeligt kun at uddanne de kommende sikkerhedsrepræsentanter og -ledere. Hvis regeringen virkelig vil nedbringe sygefraværet gennem en god arbejdsmiljøindsats, så må også de mange, der allerede i dag har med arbejdsmiljøet at gøre, uddannes", siger Bente Sorgenfrey.

 

Kontaktinformation

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645