EU-domstolens dom om tyske pensionsaftaler

EU-domstolen har dømt Tyskland for overtrædelse af traktaten, idet de tyske kommuner indgik pensionsaftaler med de selskaber mv., der var angivet i en kollektiv overenskomst på det offentlige arbejdsmarked uden først at afholde udbud i overensstemmelse med udbudsdirektiverne.

Kommissionen anlagde i 2008 sag mod Tyskland for overtrædelse af reglerne i udbudsdirektiverne. Nærmere bestemt vedrørte sagen en bestemmelse i en overenskomst indgået mellem arbejdsmarkedsparterne på det offentlige arbejdsmarked om, at de kommunale myndigheder kun kunne vælge af indgå aftale med nogle specifikt angivne pensionsselskaber, når lønmodtagerne konverterede en del af deres løn til udbetaling på pensionstidspunktet.

Den 15. juli 2010 afsagde EU-domstolen dom i sagen, og Tyskland blev dømt for overtrædelse af traktaten ved ikke at have efterlevet sine forpligtelser efter udbudsdirektiverne.

Dommen vedrører kort fortalt, dels det mere generelle spørgsmål om, hvorvidt udbudsdirektiverne overhovedet skal finde anvendelse på kollektive aftaler på arbejdsmarkedet, dels spørgsmålet om direktivernes betingelser var opfyldt i forhold til de omhandlede tyske ordninger.

Anvendeligheden af direktiverne på kollektive aftaler

Domstolen anerkender i præmisserne retten til kollektive forhandlinger og det sociale formål med den tyske ordning. Domstolen anfører imidlertid, at disse hensyn ikke i sig selv medfører en automatisk fritagelse fra at overholde kravene efter udbudsdirektiverne.

Domstolen konkluderer herefter, at de omstridte aftaleindgåelser ikke forfølger kernen i retten til kollektive forhandlinger, og at dette hensyn derfor ikke i sig selv kan begrunde en undtagelse fra kravene i udbudsdirektiverne.

Domstolen kommer herefter frem til, at det skal undersøges, om der af de tyske myndigheder er foretaget en korrekt afvejning af hensynet til et forbedret niveau for de berørte arbejdstageres pension på den ene side (det sociale hensyn), og på den anden side hensynet til gennemførelsen af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser på den anden side.

Ved denne afvejning bemærker domstolen, at udbudsreglerne ikke forhindrer, at der i forbindelse med udbud pålægges interesserede sådanne betingelser for at afgive bud, at de afspejler lønmodtagernes interesser og de sociale formål, som forfølges med den tyske ordning. Herudover afvises et argument om de valgte pensionsselskaber særlige soliditet med, at der på EU-plan er regulering, der sikrer den finansielle soliditet i alle selskaber indenfor fællesskabet.

På denne baggrund konkluderer domstolen, at overholdelsen af udbudsdirektiverne ikke er uforenelig med gennemførelsen af de formål, som er søgt opnået af parterne ved udøvelsen af deres ret til kollektive forhandlinger.

Er aftalerne konkret omfattet af udbudsdirektivernes anvendelsesområde

Tyskland havde under sagen gjort en række argumenter gældende for, at de omstridte aftaler ikke konkret kunne anses for omfattet af direktivets anvendelsesområde. Bl.a. gjorde Tyskland gældende, at kommunerne ikke handlede som ordregivere, og at aftalerne ikke kunne anses som gensidigt bebyrdende aftaler.

I relation til om kommunerne kunne betragtes som ordregivere, bemærker domstolen, at arbejdsgiverne gennem deltagelse i overenskomstforhandlingerne, i hvert fald indirekte har øvet indflydelse på hvilke selskaber, der blev udvalgt, hvilket domstolen anser som tilstrækkeligt til, at kommunerne kan anses som ordregivere i direktivernes forstand.

Domstolen fastslår, at spørgsmålet om aftalerne kunne anses som gensidigt bebyrdende, indebærer en undersøgelse af, om aftalerne er af direkte økonomisk interesse for de kommunale arbejdsgivere.

Denne undersøgelse tager udgangspunkt i, at arbejdsgiverne efter en bestemmelse i tysk lov også var ansvarlig for tildelingen af de ydelser, der blev givet tilsagn om, selvom gennemførelsen ikke direkte forestås af den pågældende. Med andre ord, så var de tyske kommuner forpligtet til i sidste ende at udrede pensionsydelserne, uanset om der var blevet valgt et pensionsselskab til at stå for ordningen.

Domstolen bemærker i den forbindelse, at den kommunale arbejdsgiver indbetaler bidrag til den omhandlede institution eller selskab, som den er forpligtet til over for arbejdstagerne. Til gengæld opnår de tjenesteydelser, der var en del af deres forpligtelse efter den overfor nævnte bestemmelse i tysk lov. På denne baggrund konkluderer Domstolen, at aftalen har den nødvendige gensidige karakter.

Herudover indeholder dommen en navnlig bevismæssig vurdering af, om nogle grænseværdier i udbudsdirektiverne var overskredet.