SAS skal ikke betale for forskelsbehandling af medarbejdere

Højesteret slår i ny dom fast, at SAS har aldersdiskrimineret medarbejdere. Selskabet slipper dog for at give et økonomisk plaster på såret, da dommerne ikke mener, der er tale om en grov overtrædelse af loven om forskelsbehandling.

| 02.11.10 kl. 13.52

Historien kort

SAS har overtrådt lov om forskelsbehandling, men ikke så groft, at medarbejdere har ret til et økonomisk plaster.

Flyselskabet SAS slipper for at give i alt 25 medarbejdere et økonomisk plaster på såret efter at have aldersdiskrimineret dem i en årrække. Det har Højesteret netop slået fast. Dermed går landets øverste domstol mod afgørelsen fra Østre Landsret, hvor SAS blev dømt til at  betale de kabineansatte 50.000 kroner hver. 

Dommen fra Højesteret slår fast, at SAS har overtrådt loven om forskelsbehandling ved ikke at betale pension til flere medarbejdere over 60 år i en årrække. Men da medarbejderne efterfølgende har fået pensionen, er der ifølge de fem dommere ingen grund til at give en ekstra kompensation for aldersdiskrimineringen.

Begrundelsen er blandt andet, at manglende pensionsindbetaling ikke er så slemt som fx at diskriminere ældre ved fyring eller forflyttelse. Det ærgrer FTF-formand Bente Sorgenfrey.

”Vi har nu på den ene side Højesterets ord for, at det var aldersdiskrimination at stoppe med indbetalingerne til pension. Men på den anden side er det smadder ærgerligt, at medarbejderne ikke får kompensation for at have undværet pensionsindbetalinger i tre år,” siger hun.

Hovedorganisationen FTF og de kabineansattes fagforbund CAU har ført sagen for tre kabinemedarbejdere i SAS, men det drejer sig om i alt 25 ansatte. Selskabet droppede pensionsindbetalinger til de tre, da de fyldte 60 år. De var ansat i selskabet på et tidspunkt, hvor pensionsalderen ifølge overenskomsten var 60 år. Aldersgrænsen blev dog sat op til 65 år, da forskelsbehandlingsloven blev ændret i 2004 (i dag er lovens grænse 70 år).

På grund af de nye muligheder valgte medarbejderne at fortsætte, selv om de var fyldt 60. SAS valgte dog at stoppe pensionsbidraget til medarbejderne. Selskabet henviste blandt andet til, at det ifølge overenskomsten var tvivlsomt, om medarbejdere over 60 år skulle have udbetalt pension. De to parter kunne ikke enes, og sagen endte i det fagretlige system. Her blev SAS pålagt at indbetale pension med tilbagevirkende kraft.

Herefter har FTF og CAU lagt sag an mod SAS med påstand om aldersdiskrimination og en godtgørelse til hver enkelt af medarbejderne. Både Østre Landsret og Højesteret slår fast, at der er tale om aldersdiskrimination og en klar overtrædelse af loven om forskelsbehandling. Landsretten mente, at SAS skulle give kompensation på 50.000 kroner per medarbejder ud over den pension, der efterfølgende blev udbetalt.

Højesteret slår dog fast, at SAS har gjort nok ved at betale medarbejderne den pension, de i første omgang blev snydt for.

Kontaktinformation

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645

Helle Hjorth Bentz

Helle Hjorth Bentz

Advokat (H)

Telefon: 3336 8839

Mobil: 4033 8839

Skarpe analyser og hurtige nyheder