Rigtig dagpengemodel med forkerte betalere

22.10.15
FTF nyhed
AF Flemming Andersen, Kommunikationschef

Aftalen om en ny dagpengemodel giver os et meget bedre system med op til tre års dagpenge og fleksibel genoptjening, men det er urimeligt, at de nyuddannede skal betale så stor del af prisen. Politikerne har ikke taget ansvar nok for de skader, de selv havde skabt i det gamle system, mener FTF’s formand.

Med et bredt politisk flertal bag sig har regeringen netop indgået en aftale om et nyt dagpengesystem. Aftalen indebærer, at der bliver tre dages karens om året, og forligspartierne har her fulgt den linje, som LO og FTF har foreslået, selv om et flertal i kommissionen anbefalede 8 karensdage om året.

Til gengæld sænkes dagpengesatsen for dimittender fra i dag 82 pct. af fulde dagpenge til 71,5 pct. af fulde dagpenge for ikke-forsørgere, selv om dagpengekommissionen foreslog, at den blev sænket kun til 78 pct. for at holde dagpengesystemet mere attraktivt for nyuddannede end kontanthjælpssystemet. Forsørgere vil få 82 pct. som i dag.

Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, der på vegne af 450.000 offentligt og privat ansatte har siddet i dagpengekommissionen, siger:

”Vi får den rigtige dagpengemodel nu med op til tre års dagpenge og fleksibel genoptjening. Det er et mere retfærdigt og mere enkelt system, hvor færre vil falde ud, og flere vil komme tættere på job. Det er også rigtig positivt, at politikerne har lyttet til lønmodtagerne og begrænser det til tre karensdage om året, men det er helt urimeligt, at de nyuddannede skal betale så stor en del af prisen. Jeg synes ikke, at politikerne har påtaget sig nok ansvar i forhold til at rette op på de fejl, man selv skabte i det gamle system”. 

Bente Sorgenfrey er også meget imod, at man tager socialpolitiske hensyn i et arbejdsmarkedspolitisk system, der er en forsikringsordning. Bente Sorgenfrey er desuden utilfreds med, at man ikke har fulgt dagpengekommissionens anbefalinger, hvad angår supplerende dagpenge, men i stedet lægger op til yderligere analyser, før der kan findes en løsning. 

”Jeg går ud fra at arbejdsmarkedets parter vil blive involveret i det arbejde”, tilføjer hun.