
Bente Sorgenfrey
Formand
Telefon: 3336 8801
Mobil: 4045 2645

Andy Andresen
Udviklingschef
Telefon: 3336 8811
Mobil: 2426 4811

Der skal være bedre rammer for, at den offentlige og private sektor kan mødes og udvikle nye idéer. Det er afgørende, at de to sektorer samarbejder, hvis Danmark skal indhente sit efterslæb på vækst og produktivitet, mener FTF.
Offentlig og privat sektor mødes - og nyt opstår: Nye idéer, nytækning og udvikling. Som giver produktivitet og vækst.
Sådan bør der se ud i Danmark: Et tæt samarbejde om ny udvikling mellem den offentlig og den private sektor, fordi det vil være en væsentlig drivkraft for ny vækst i Danmark.
Det mener hovedorganisationen, FTF, der i dag offentliggør et vækstudspil ”Vækst2” med en lang række forslag til, hvad der kan give vækst i Danmark. FTF fremlægger i udspillet forslag til vækst fra hele samfundspaletten: Beskæftigelse, uddannelse, viden og innovation, sundhed og forebyggelse, daginstitutioner, it og finans.
Baggrunden for udspillet er, at væksten er gået i stå i Danmark - med ringe udsigt til vækst i de kommende år. Det truer både beskæftigelsen, lønningerne og velfærden.
Et hovedbudskab i vækstudspillet er, at den offentlige sektor ikke bare består af udgiftstunge velfærdsområder, men også udgør rammer, der er afgørende for vækst.
"I det danske samfund er der en bred opfattelse af de offentlige velfærdsydelser, som noget, der alene koster penge. Med denne her kampagne vil vi gerne åbne danskerne øjne for, at den offentlige sektor også er en investering i vækst på langt sigt. Den offentlige sektor sørger for, at der i fremtiden er tilstrækkelig og kompetent arbejdskraft, der kan løfte de innovative opgaver. Både ved at uddanne befolkningen og holde dem sunde og raske", siger næstformand i FTF, Kent Petersen.
Skal styres fra Christiansborg
FTF foreslår bl.a., at der skal nedsættes et Nationalt Vækstråd i regi af Statsministeriet. Rådet skal have ansvar for at komme med forslag og udforme strategier på områder for vækst. Rådet skal erstatte Danmarks Vækstråd, der har et mere snævert erhvervspolitisk sigte.
Danmark skal have en sammenhængende vækstpolitik, mener FTF. I dag er de traditionelle løsninger hæmmet af en stærk opdeling i sektorer. Beskæftigelsespolitik spiller i dag fx ikke sammen med udannelses- og erhvervspolitik. Uddannelsessystemet inddrager ikke i helt utilstrækkelig grad forhold på arbejdsmarkedet og virksomhederne. FTF efterlyser en langt større politisk samordning.
Den afgørende innovation
Stort set hele Danmarks produktivitets-efterslæb i de sidste ti år kan henføres til et manglende bidrag fra innovation. Det viser en analyse fra Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA fra februar i år.
Det understreger behovet for at sætte skub på videndeling og innovation, mener FTF.
Gennemsnitlig årlig vækst i produktivitet, 1997-2007
Note: Søjlen "MFP-bidrag" henviser til den del af produktivitetsvæksten, som skyldes innovation. Top 4:de fire bedste OECD-lande: Sverige, Finland, Storbritannien og USA. EU 5: Tyskland, Holland, Belgien, Østrig og Frankrig. Kilde: FORA, 2011.
FTF har en række forslag til, hvordan man fra centralt hold kan give offentlige og private virksomheder bedre rammer og muligheder for at mødes og udvikle nyt.
Regeringen, eksperter og arbejdsmarkedets parter skal sammen udvikle en strategi for at styrke innovation i Danmark. Helt konkret skal der bl.a. oprettes et videnscenter for innovation og et korps af innovationskonsulenter, der kan hjælpe offentlige og private virksomheder med at finde frem til behovet for innovation og starte innovationsprojekter.
Medarbejdere og brugere afgørende
FTF foreslår også, at staten giver bedre muligheder for økonomisk støtte til projekter, der er rettet mod innovation, som er drevet af medarbejderne.
For det er afgørende, at medarbejdere og brugere tages med på råd, når der skal udvikles nye metoder og produkter i virksomhederne, mener FTF.
Den holdning ligger helt på linje med OECD, som i sin nye innovationsstrategi fra 2010 anbefaler at medarbejdere og brugere i langt højere grad får mulighed for at være kreative og udvikle nye produkter og processer på arbejdspladserne.
Tynges af uklare regler
I det hele taget ligger der et stort uudnyttet potentiale i Offentlig-privat innovationssamarbejde, hvor medarbejdere i begge sektorer deltager i at udvikle helt nye produkter og services inden for bl.a. velfærdsteknologi, mener FTF.
Derfor bør der skabes klare juridiske rammer og klare retningslinjer for den form for samarbejde, som i dag bl.a. tynges af utilgængelige og uklare udbudsregler. Der bør etableres et særligt uddannelsesprogram for praktikere der arbejder med dén slags samarbejde og en tilskudspulje, der kan være med til at løbe projekterne i gang.
450.000 fagpersoner tjener statskassen og skaber vækst
VIDEO på Facebook: Bente Sorgenfrey om FTF's vækstudspil
”I dag er tvungne udliciterings-runder den typiske ramme for et møde mellem den offentlige og den private sektor. Men dén form for samarbejde mellem de to sektorer er der ikke megen nytækning og udvikling i. Der er stærkt brug for, at den offentlige og den private sektor bliver bragt sammen på en mere udviklende måde end det sker i dag”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
En jungle af innovationsløsninger
Der er stort behov for en mere forenklet og sammenhængende struktur af danske innovationsløsninger, mener FTF. En DI-undersøgelse fra 2008 viste, at der alene i staten fandtes 88 forskellige innovationsløsninger fordelt på ni forskellige ministerier.
Derfor bør der skabes en innovationspolitik, hvor de enkelte dele hænger sammen og styrker hinanden. Statslige, regionale og lokale indsatser for innovation bør koordineres under et stærkt nationalt lederskab, mener FTF. De mange forskellige innovationsordninger skal lægges sammen til færre og større ordninger med klare mål.
IT afgørende for vækst
FTF peger i oplægget også på at informations- og kommunikationsteknologi er blandt de væsentligste motorer til at sætte gang i vækst. Bl.a. viser en undersøgelser, at især mange små og mellemstore virksomheder (SMV'er) kunne bruge IT i højere grad, og at høj anvendelse af IT hænger positivt sammen med indtjening.
FTF foreslår bl.a., at etablere rådgivningscentre målrettet SMV'er. Centrene skal rumme en række IT-kompetencer indenfor bl.a. IT-arkitektur og IT-forretningsudvikling. FTF foreslår også, at man fastætter en national målsætning om overgang til ren digital kommunikation med borgere og virksomheder via digitale selvbetjeningsløsninger.
150.000 sygemeldte hver dag
Innovation og vækst giver penge på længere sigt, men koster penge at løbe i gang. FTF har forskellige forslag til, hvordan man får penge til at sætte vækstmotoren i gang.
Ikke mindst skal sygefraværet ned – der er i Danmark 150.000 gennemsnitligt sygemeldte hver dag, hvilket svarer til fem procent af arbejdsstyrken, fremgår det af vækstoplægget. Beskæftigelsesministeriet beregnede i 2006, at sygefraværet kostede 37 mia. kr. årligt. Det svarer til 43 mia. kr. i 2011. Hertil kommer udgifter til behandling og det produktionstab, der følger med sygefraværet.
På den baggrund peger FTF på, at der er behov for at sundhedsvæsenet understøtter, at folk er arbejdsdygtige både ved behandling og forebyggelse. Blandt andet bør Danmark have nationale forpligtende mål for kommunernes og regionernes forebyggelse. Det har man fx i England i form af bl.a. faste satser for, hvor meget andelen af rygere skal reduceres til over en årrække.
Stop for fortsatte skattelettelser for boligejere
Et stop for skattelettelser for boligejere skal også være med til at finansiere vækst i Danmark, mener FTF.
Derfor bør det såkaldte nominalprincip fra regeringens skattestop afskaffes. Nominalprincippet betyder, at afgifter og boligbeskatning fastholdes på niveauet fra skattestoppets start i 2001. Det er reelt et udtryk for en stigende skattelettelse for landets boligejere.
Men skatten på boliger og afgifter skal ikke længere falde – den skal bruges til vækstinitiativer i både den private og offentlige sektor, mener FTF.
Finansministeriet har beregnet, at nominalprincippet fra 2012 og frem til 2020 vil betyde tabte skatteindtægter for staten på 29,3 mia. kroner.
Hvis nominalprincippet ophæves fremadrettet, vil det fx give 1,3 mia. kr. ekstra i 2013, og godt syv mia. kroner i 2019.

Bente Sorgenfrey
Formand
Telefon: 3336 8801
Mobil: 4045 2645

Andy Andresen
Udviklingschef
Telefon: 3336 8811
Mobil: 2426 4811