
Jette Høy
Konsulent
Telefon: 3336 8845
Mobil: 2040 8845
I uge 44 er der ekstra fokus på fattigdom og social udstødelse. FTF støtter flere tiltag og arrangementer og opfordrer til, at fattigdom også skal kunne måles i kroner og ører.
2010 er europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og uge 44 er udnævnt til en særlig fokusuge. Det betyder blandt andet en række aktiviteter rundt om i landet. I anledning af fattigdomsåret har FTF tilsluttet sig, at der skal være en fattigdomsgrænse i Danmark. FTF går ind for, at fattigdom fremover skal kunne måles i kroner og ører.
Læs om aktiviteterne på Ceveas hjemmeside
FTF mener, at arbejdet med at bekæmpe fattigdom og social udstødelse i høj grad handler om at sikre de svageste samfundsborgere på overførselsindkomster et acceptabelt forsørgelsesgrundlag. Det arbejder FTF konkret på i høringssvar til lovforslag, der regulerer ydelserne. De sociale ydelser skal være på et niveau, så langt færre havner i den fattigdomsfælde, der fx kan føre til dårlige opvækstvilkår, kriminalitet og prostitution.
FTF støtter aktivt Hus Forbi, har støttet udstillingen på Kongens Nytorv om hjemløse og har givet Rådet for Socialt udsatte en pris. FTF er desuden medlem af Socialpolitisk Forening og Dansk Flygtningehjælp.
FTF giver økonomisk støtte til Ulighedens Topmøde 2011, der planlægges i samarbejde med Cevea. Det er en uafhængig centrum- venstre tænketank.
Topmødet afholdes 23. februar 2011. Program med tilmelding bliver udsendt senere.
Som optakt til dette topmøde afholdes tre debatmøder om Velfærdsstatens krise og bekæmpelse af social marginalisering. Et fyraftensmøde i Århus torsdag 4. november, et brunchmøde i København 14. november og et fyraftensmøde i Odense 18. november.