FTF-udviklingsbistand til Sydamerika for første gang

For første gang er Ulandssekretariatet under LO og FTF startet op i Sydamerika med et projekt, der skal opbygge demokratiet efter årtier med diktatur.

| 25.01.11 kl. 15.04

Paraguay i Sydamerika er et land, som de færreste danskere formentlig har kendskab til. Og dem, der har, husker formentlig bedst landet som den diktaturstat, der beredvilligt tog imod og husede flygtende tyske nazister efter 2. verdenskrig og i årtierne derefter.

Men Paraguay er ved at bevæge sig ud af årtiers diktatur og mere end 60 års dominans af det samme politiske parti. Diktaturet og magtmonopolet førte bl.a. til en betydelig social udstødning, fattigdom, arbejdsløshed samt mangel på sikkerhed, sundhed, uddannelse mm.

Og nu vil den danske fagbevægelse – gennem v. Ulandssekretariat som FTFhar sammen med LO – bidrage til at sætte yderligere gang i den positive udvikling. FTF’s formand Bente Sorgenfrey siger:

"Jeg glæder mig over at fagbevægelsen nu har fået midler fra Danida til at etablere projekter i Sydamerika. Vi kan medvirke til, at der etableres fagforeninger, som kan forsvare arbejdstagerrettighederne og skabe anstændigt arbejde. Det er der i høj grad brug for – og man må sige, at Ulandssekretariatets arbejde i høj grad flugter regeringens ønske om at være med til at skabe vækst og beskæftigelse i de lande, som Danmark prøver at hjælpe. Fagforeningerne kan netop indgå i en social dialog, der fører til stabilitet og til skabelse af nye arbejdspladser og demokrati”.

For 2 år siden lykkedes det oppositionen i Paraguay at vinde præsidentposten og regeringsmagten. Den nye regering definerer sig selv som et ”program for fremtiden” og er baseret på et samarbejde mellem det liberale parti, små progressive politiske partier og en række sociale grupper. Men flertallet i parlamentet består stadig af de gamle magthavere, som modarbejder den nye præsidents og regerings bestræbelser på at sætte en ny politisk, økonomisk og social dagsorden for det fattige land. 

Paraguays økonomi voksede i årene 2003-2008 med 4,8 pct. årligt, men den siddende regering med Fernando Lugo som præsident har det seneste år fået skabt en økonomisk vækst på ikke mindre end 14,5 pct.. Regeringen har samtidig øget de offentlige udgifter til bl.a. sociale og sundhedsmæssige formål, og gennem særlige tiltag over for den fattige del af befolkningen har man reduceret den andel af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, med 3 pct.

Hovedorganisationen CUT A
Ulandssekretariatet, der drives af og LO i fællesskab, fik sidste år en bevilling af DANIDA til at iværksætte et program i Latinamerika, der inkluderer aktiviteter i Paraguay og Bolivia. Ulandssekretariatet har i mange år haft et program i flere af de små lande i Mellemamerika, men det er først nu, at Ulandssekretariatet har fået mulighed for at inkludere lande fra Sydamerika. Ulandssekretariatets programkomite for Mellem- og Sydamerika har netop besøgt Paraguay for at evaluere opstarten af det nationale program. Programkomiteen består af Ulandssekretariatets leder, Mads Bugge Madsen, samt konsulent Heidi Rønne Møller fra LO og direktør Jens Kragh fra FTF.

Det overordnede formål for Ulandssekretariatets program i Paraguay er, at fagbevægelsen i 2015 skal have styrket sin kapacitet til at forsvare arbejdstagerrettighederne i landet. Fagbevægelsen skal herudover blive i stand til at påvirke den politiske, økonomiske og sociale udvikling, bl.a. så den gennem deltagelse i den sociale dialog kan medvirke til at fremme demokratiseringen. Endelig er det et overordnet formål, at fagbevægelsen kan medvirke til at forbedre menneskerettighederne, herunder arbejdstagerrettighederne, og reducere fattigdommen ved at deltage i bl.a. kollektive overenskomstforhandlinger samt trepartsforhandlinger.

Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Paraguay er Central Unitaria de Trabajadores – Auténtica (CUT A), som blev dannet i 2000. Det skønnes, at 50-70 fagforeninger er medlemmer af CUT A. Heraf er ikke mindre end 14 blevet medlem det seneste år. CUT A repræsenterer fagforeninger inden for alle sektorer, f.eks. i staten, kommunerne, industrien, landbruget, sundheds- og finanssektorerne, telekommunikation og transport.

Der foreligger ikke systematiske og pålidelige medlemstal for det samlede medlemstal i CUT A, men er realistisk bud er, at hovedorganisationen repræsenterer ca. 50.000 ansatte. Det skønnes i øvrigt, at der bør kunne rekrutteres ca. 10.000 nye medlemmer årligt i de kommende år.

Programkomiteens besøg
Ulandssekretariatets program i Paraguay har på nuværende tidspunkt følgende fokusområder: 

§       Uddannelse af undervisere til at undervise såvel faglige ledere som menige fagforeningsmedlemmer i en række temaer, der er relevante for opbygningen af de faglige organisationer, herunder medlemsrekruttering mv., samt temaer, der er af betydning for organisationernes interessevaretagelse overfor regeringen og arbejdsgiverne, f.eks. i relation til trepartsforhandlinger og overenskomstforhandlinger. 

§       Analyser af lovgivningen og andre former for regulering af arbejdsmarkedet og de sociale forhold. Formålet er at sætte fagforeningerne i stand til at formulere forslag til reformer af den nuværende arbejdsmarkedslovgivning og det eksisterende charter vedr. social velfærd mv. 

§       Styrkelse af kapaciteten til at indgå i en social dialog med bl.a. regeringen og parterne på arbejdsmarkedet. Der er i Paraguay etableret en række kommissioner og trepartsinstitutioner, som CUT A er repræsenteret i, f.eks. vedr. lønpolitik, ligestilling, ungdomsbeskæftigelse og andre sociale og arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, men det er givet, at der på mange områder mangler ressourcer og kompetencer til fuldt ud at udnytte de formelle muligheder for at øve indflydelse.

Programmet blev først endeligt godkendt af DANIDA i sommeren 2010, hvilket betyder, at en væsentlig del af programmets første ½ år er gået med at konkretisere programmet sammen med CUT A, anskaffe det fornødne udstyr, ansætte personale osv., osv.

Men der er dog også i løbet af efteråret taget skridt til at implementere en del af de aktiviteter, som var indeholdt i det godkendte programdokument. Der er bl.a. ved at blive dannet et hold af undervisere. Der er også arbejdet med at forberede de forskellige studier, som er en del af programmet, og der arbejdes intensivt med at formulere politik og koordinere holdninger i forhold til såvel kollektive overensforhandlinger som arbejdet i trepartsinstitutioner og kommissioner. 

Den danske programkomite havde en række samtaler med CUT A´s ledelse og lederne af de større medlemsorganisationer. På møderne var der naturligvis en grundig diskussion af forskellige scenarier for programmets udvikling og implementering, men der var også bredere drøftelser om bl.a. medlemsrekruttering, overenskomstforhandlinger, trepartsforhandlinger, kommunikationspolitik, indflydelsesstrategier i forhold til de politiske partier mv.

I fortsættelse af møderne var programkomiteen på virksomhedsbesøg på et teglværksfabrik, som i 2000 blev overtaget af arbejderne, og som nu drives dels af en aktionærkreds bestående af de arbejdere, som var ansat ved overtagelsen, dels af fagforeningen, som har været med til at sikre virksomheden økonomisk ved overtagelsen og i de første år, hvor virksomhedens drift gav underskud.

I Paraguay er den ansvarlige minister for arbejdsmarkedet både justits- og arbejdsminister. Der er derfor udnævnt en viceminister for hhv. justitsområdet og det arbejdsmarkedspolitiske område. Programkomiteen holdt under besøget i Paraguay møde med viceministeren for arbejdsmarkedet, som repræsenterer et af centrum-venstrepartierne. Han var meget positiv over for en styrkelse af fagforeningerne, bl.a. gennem øget inddragelse i den sociale dialog, ligesom han udtrykte glæde over Ulandssekretariatets program. Han var i øvrigt meget interesseret i at høre om det danske arbejdsmarkedssystem og den danske forhandlingsmodel, men spurgte også ind til arbejdsmarkedsmodellerne i EU samt de udfordringer, som globaliseringen stiller arbejdsmarkedsmodellerne over for.

Endelig havde programkomiteen lejlighed til en uformel drøftelse med en arbejdsgiverrepræsentant. Arbejdsgiverne i Paraguay spænder ideologisk meget bredt, nemlig fra det yderste højre til ind mod midten. Den pågældende arbejdsgiverrepræsentant tilhørte den sidstnævnte kategori og udtrykte håb om, at der kunne etableres et tættere samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen om en række samfundsreformer og investeringsprogrammer, som kan konsolidere demokratiet og styrke vækst og beskæftigelse i Paraguay.

Kontaktinformation

Jens Kragh

Jens Kragh

Direktør

Telefon: 3336 8802

Mobil: 4040 8802

Skarpe analyser og hurtige nyheder