FTF støtter lockoutede ansatte på CSC

FTF sender støtteerklæring til de konfliktramte medarbejdere på IT-virksomheden CSC – heriblandt 120 personer, der har været lockoutet af arbejdsgiveren i over to måneder.

Mette Løvgren, Journalist | 12.05.11 kl. 00.00

FTF’s repræsentantskab har i dag vedtaget en støtteerklæring til de godt 120 konfliktramte PROSA-medlemmer i IT-virksomheden CSC.

I erklæringen opfordrer FTF arbejdsgiveren til at indlede reelle forhandlinger med medarbejderne om at forny overenskomsten.

Erklæringen har følgende ordlyd:

”FTF’s repræsentantskab er dybt bekymret over den aktuelle konflikt på CSC og udtaler sin sympati og opbakning til de ansatte. 

FTF’s repræsentantskab ser med bekymring på den aktuelle forhandlingssituation på virksomheden, og vi skal kraftigt opfordre CSC’s ledelse til aktivt at indgå i realitetsforhandlinger med medarbejderne om at forny overenskomsten med respekt for tidligere indgåede aftaler og for den danske forhandlingsmodel, hvor parterne ved fælles hjælp finder gode og holdbare løsninger til gavn for virksomhed og medarbejdere.

FTF’s repræsentantskab skal opfordre FTF’s medlemsorganisationer til at støtte op om de ansattes kamp og PROSA’s demonstration den 26. maj.”

CSC har siden 2009 forhandlet ny overenskomst. Forhandlingsklimaet er gradvist blevet værre i perioden, og kulminerede i februar med CSC’s lockout af 120 PROSA medlemmer.

Forhandlingerne begyndte med den normale udveksling af krav tilbage i 2009. Men i sommeren 2010 introducerede CSC pludselig, at virksomheden ønskede at skærpe sine egne krav. De lød nu på lønnedgang og forringede vilkår, herunder også en forringet tryghedsaftale med kortere opsigelsesfrist og en mindre omkostning ved at komme af med ansatte. Alt i alt forringelser, der svarer til mere end 30 procent af de nuværende vilkår.

Kontaktinformation

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645

Klaus Matthiesen

Klaus Matthiesen

Overenskomstchef

Telefon: 3336 8826

Mobil: 4044 8826

Skarpe analyser og hurtige nyheder