FTF deltager i stort projekt om offentlig-privat samarbejde

FTF er blevet partner i et stort projekt, der skal skabe mere innovation i samarbejdet mellem offentlige og private virksomheder. Målet er at skabe bedre velfærd til borgerne og flere job i det private.

03.10.13
FTF nyhed
AF

Offentlige-Private Alliancer (OPALL) er et projekt, der skal understøtte mere offentlig-privat innovationssamarbejde (OPI). Det sker bl.a. ved at facilitere samarbejdsforløb mellem virksomheder, kommuner og vidensinstitutioner om udvikling af nye velfærdsløsninger. I projektet bliver der også produceret ny viden om barrierer, kompetencebehov og effekter af OPI.

Projektet består af en bred kreds af partnere: Væksthus Hovedstadsregionen, DI, KORA, Dansk Erhverv, DTU, Metropol og nu også FTF. "Vi er glade for at byde FTF velkommen i partnerkredsen bag OPALL.

"I OPALL har vi fokus på at inddrage både borgere, medarbejdere og forvaltningen i kommunerne i at udvikle nye løsninger sammen med virksomhederne. Med FTF om bord får vi styrket netværket til medarbejderne og indsigten i hvilke kompetencer, der er brug for, for at understøtte innovation og samarbejde. FTF har gennem en årrække haft fokus på offentlig-privat innovation og medbringer stor viden om området", siger Gunhild Sander Garsdal, projektchef i Væksthus Hovedstadsregionen, der har samlet kredsen bag OPALL.

Som et eksempel på OPALL's aktiviteter nævner hun "Livret 2.0", som var et forløb i foråret med virksomheder og kommuner. Formålet var at udvikle og teste nye løsninger inden for madservice til ældre. Det resulterede bl.a. i løsninger til at forebygge underernæring og ensomhed blandt de ældre, og udvikling af en elektronisk bestillingsseddel, så bestilling af mad kan foregå mere fleksibelt.

"I FTF er vi meget optaget af at styrke offentlig-privat innovation (OPI), da det både kan være en vej til bedre velfærd og nye vækstmuligheder i virksomhederne. OPI stod bl.a. centralt i vores vækstoplæg Vækst2 fra 2011, og vi glæder os meget til at bidrage til OPALL med vores viden på feltet - ikke mindst om medarbejdernes rolle i innovationen", siger konsulent Jens Krogstrup, der er FTF's repræsentant i OPALL.

OPALL er et treårigt projekt til udgangen af 2014 og er finansieret af EU's socialfond og Vækstforum Hovedstaden.