Fornuftigt med retningslinjer for sociale medier

Mange virksomheder enten har eller overvejer at indføre retningslinjer for, hvad de ansatte må sige på sociale medier som f.eks. Facebook. Retningslinjer kan være en god idé, mener FTF. Så længe det ikke betyder censur.

Louise K. Pedersen, Kommunikationskonsulent | 22.03.11 kl. 09.16

En femtedel af de danske virksomheder har retningslinjer for, hvordan medarbejderne kommunikerer på sociale medier. Næsten halvdelen mener, at de burde have det, eller er allerede i gang. Det viser en undersøgelse af danske virksomheders brug af sociale medier.  

Undersøgelsen: Social Media Factbook

Netværket SocialSemantic står bag undersøgelsen af danske virksomheders brug af sociale medier. Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 1.279 virksomheder. Et af spørgsmålene handler om retningslinjer for medarbejdernes brug af sociale medier:

 

Har din organisation udarbejdet ”guidelines” for, hvordan organisationens medarbejdere deltager på sociale medie­platforme?

 

Ja: 18 procent

Nej, men det er ikke nødvendigt: 32 procent

Nej, men det burde vi gøre: 32 procent

Nej, men det er i gang/ved at blive iværksat:

12 procent

Ved ikke: 5 procent

 

På Social Semantics hjemmeside kan hele rapporten downlaodes

 

Det kan være en god idé, at arbejdspladser formulerer retningslinjer for, hvordan medarbejderne kommunikerer om arbejdspladsen på sociale medier. Det mener hovedorganisationen FTF, som også anbefaler, at virksomhedens samarbejdsudvalg eller medarbejderne inddrages.  

”Den slags retningslinjer er ikke af det onde, så længe de ikke får karakter af censur. De må naturligvis ikke pålægge medarbejderne usaglige begrænsninger eller have karakter af en mundkurv”, siger chefjurist i FTF, Helle Hjorth Bentz.  

”Som ansat på en arbejdsplads er man i et loyalitetsforhold. Man skal derfor vide, hvad man gør, hvis man skriver noget om sin arbejdsgiver i det offentlige rum. Det kan vise sig at være forbundet med en risiko”.  

Helle Hjorth Bentz mener, retningslinjerne har to funktioner. De fortæller medarbejderen, hvad der anses for tilladt på den respektive arbejdsplads. Men samtidig signalerer de også over for arbejdsgiveren, at medarbejderens ytringsfrihed skal respekteres.

 

Ansatte skal kende og bruge deres ytringsfrihed

FTF gennemførte i efteråret en undersøgelse, som viste, at kun 14 procent kender til reglerne for, hvornår og hvordan de må ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen. Derfor har FTF nu iværksat en kursusrække, hvor medlemmerne kan lære om, hvordan og hvornår de må sige fra, når for eksempel nedskæringer fører til svigt.
 

Kontaktinformation

Helle Hjorth Bentz

Helle Hjorth Bentz

Advokat (H)

Telefon: 3336 8839

Mobil: 4033 8839

Skarpe analyser og hurtige nyheder