18.02.14
FTF nyhed

Forhandlingssammenbrud i finanssektoren

Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har tirsdag morgen afbrudt forhandlingerne om en ny overenskomst, som omfatter cirka 50.000 ansatte i pengeinstitut- og realkreditområdet.

Overenskomstforhandlingerne mellem Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening brød tirsdag morgen sammen ved den afsluttende partsforhandling. 

"Vi kan ikke gå tilbage til vores medlemmer med et resultat, der ligger lavere end det, der tegner sig for resten af arbejdsmarkedet, og derfor var det nødvendigt at aflevere første konfliktvarsel", siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i en pressemeddelelse.

Har strakt sig langt
Overenskomstforhandlingerne omfatter cirka 50.000 ansatte i pengeinstitut- og realkreditområdet.

"Vi er gået til forhandlingsbordet med henblik på at levere en fornuftig og ansvarlig overenskomst for vores medlemmer. Det ville vi meget gerne klare med FA, men nu har vi forhandlet siden midten af januar uden at kunne nå frem til et rimeligt resultat, og derfor er vi nødt til at bryde forhandlingerne", siger Kent Petersen.

Finansforbundet har derfor lagt første konfliktvarsel tirsdag morgen kl. 04.15.

"Vi er gået konstruktivt ind til forhandlingerne, og vi har strakt os langt for at få enderne til at mødes. Det har FA ikke villet være med til, og derfor ser vi ingen anden løsning end at aflevere et konfliktvarsel. Vi kan ikke gå tilbage til vores medlemmer med et resultat, der ligger under det, vi har set tegne sig for resten af arbejdsmarkedet", siger Kent Petersen.

Arbejdsgivere er "skuffede"
Finansforbundet og FA skal nu forbi Forligsinstitutionen for at komme nærmere et overenskomstresultat. Hvornår det sker, er endnu ikke tidsfastsat.

FA har udsendt en pressemeddelelse, hvor FA´s administrerende direktør, Mariane Dissing, siger, at hun skuffet over sammenbruddet i forhandlingerne og opfordrer Finansforbundet til at komme tilbage til forhandlingsbordet.

”I FA har vi noteret os forbundets ønske om, at forhandlingerne overgår til Forligsinstitutionen. Men vi er til enhver tid parat til at fortsætte forhandlingerne”, siger Mariane Dissing.

Læs mere på Finansforbundets hjemmeside, hvor en køreplan for forhandlingerne er lagt ud.