22.02.13
FTF nyhed

Færre i offentlige løntilskud giver flere rigtige job

Beskæftigelsesministeren vil halvere den periode på 12 måneder, som man i dag kan være i et offentligt løntilskud. Det vil give flere rigtige job, mener FTF

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har netop meddelt, at hun vil halvere den periode på 12 måneder, som arbejdsløse i dag kan være i et offentligt løntilskudsjob, så man fremover kun kan være i løntilskud i den offentlige sektor i seks måneder. Reglerne bliver ikke ændret for private løntilskudsjob.

Mange undersøgelser har dokumenteret, at der kun er en klar beskæftigelseseffekt af private løntilskudsjob - i den betydning at de fører en del personer videre til et fast job uden tilskud.

Det samme kan ikke vises for de offentlige løntilskudsjob - og samtidig har der været en udbredt bekymring for, at arbejdsløse i offentlige løntilskudsjob fortrænger almindelige stillinger, fordi de løser en del af arbejdsopgaverne.

Det har FTF også længe haft en bekymring for og ofte givet udtryk for.

Derfor er FTF's formand Bente Sorgenfrey også meget positiv:

"Selv om det er svært at bevise, så tror jeg, at det her vil give flere rigtige job. Vi har hele tiden haft en bekymring for, at lange offentlige løntilskud er med til at fortrænge helt almindelige stillinger. Vi vil meget hellere have, at arbejdsløse får et rigtigt job uden tilskud - eller et privat løntilskudsjob som vi ved fører mange over i et rigtigt job", siger hun.