Attraktive arbejdspladser

Er kommunalvalget også relevant for de ansatte? Et kommunalvalg ses som oftest som et anliggende mellem de opstillede politikere og borgerne som vælgere. Men hvordan nu med de ansætte i kommunen eller regionen – er deres arbejdsforhold og trivsel noget, der hører hjemme i en kommunal valgkamp, og hvordan kan dialogen rejses?

Har politikerne et (med)ansvar for personalepolitikken? Ja, det har de men…

Selv om det er politikerne, der har det egentlige arbejdsgiveransvar, så er det i det daglige den administrative ledelse og medarbejderrepræsentanterne, der i det daglige drøfter arbejdsforhold og personalepolitik.

Ofte er det med baggrund i en dagsorden, der er fastlagt i det politiske system, at arbejdsforholdene bliver ændret.

Således er udlicitering af de kommunale opgaver ikke blot et spørgsmål om at flytte opgaver fra det offentlige til det private. For de pågældende medarbejdere betyder det i de fleste tilfælde, at deres arbejds- og personaleforhold ændres drastisk.

Det er derfor nødvendigt, at politikerne husker deres ansvar som arbejdsgivere og giver den administrative ledelse og medarbejderne den tid, der skal til at skabe en ordentlig proces. Herunder eksempelvis, at man giver medarbejderne mulighed for at kommet med et såkaldt ”eget bud”.

Men også i forhold til den personalepolitiske drift i kommunen skal politikerne være opmærk-somme og behjælpelige, således at de ikke ”spænder ben” for den ledelse, som de har ansat til at varetage det daglige arbejde. Dialogen om at skabe attraktive arbejdspladser foregår i MED-udvalgene og måske især i Hovedudvalget, hvor medarbejdersiden mødes med kommunens eller regionens øverste administrative ledelse.

I forbindelse med overenskomsterne er der aftalt særlige personalepolitiske rammeaftaler med vilkår, som indeholder ret vidtgående krav til, hvad medarbejderrepræsentanter og ledelse i samarbejde skal implementere af procedurer og principper på de kommunale og regionale arbejd pladser.

Det er fx aftaler om:
• at kommunen fra 2008 er forpligtet til - mindst hvert tredje år - at foretage målinger af medarbejdernes tilfredshed og trivsel, herunder det psykiske arbejdsmiljø. Målingerne kan ske i tilknytning til den lovpligtige arbejdspladsvurdering. Kommunens øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg aftaler retningslinjer for indhold og opfølgning på målingerne.

• at der skal aftales retningslinjer for arbejdet med arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til forekomsten af vold, mobning og chikane i tilknytning til udførelsen af arbejdet.

• at der på den enkelte arbejdsplads foretages strategisk forankret og systematisk kompetenceudvikling for alle medarbejdere. Dette indebærer bl.a., at der på arbejds-pladsen – i dialog mellem medarbejdere og ledelse – opstilles udviklingsmål for den enkelte medarbejder eller for grupper af medarbejdere.

• at der i kommunens øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg skal aftales retningslinjer vedrørende sundhed. Retningslinjerne skal have til formål at fremme en forebyggende indsats i forhold til medarbejdernes sundhed og arbejdsmiljø. Retningslinjerne skal indeholde konkrete sundhedsfremmeinitiativer, og at disse med passende mellemrum drøftes og evalueres.

• at der i medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg eller samarbejdssystemet skal aftales retningslinjer for arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til arbejdsbetinget stress.

• at det lokale medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg eller samarbejdsudvalg af-taler retningslinjer for fremlæggelsen samt opfølgning på sygefravær i institutionen.

• at ledelsen i tilknytning til kommunens budgetbehandling – i det øverste medindfly-delsesorgan – skal redegøre for budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold, herunder eventuelle konsekvenser i forhold til sammenhængen mellem resurser og arbejdsmængde.

Dette er blot et uddrag af de opgaver, som skal løses i et lokalt samarbejde. Men hvordan vedrører det det politiske niveau?

Hvad er politikernes ansvar?

Politikernes ansvar kommer ind i billedet - i enhver af de personalepolitiske sammenhænge - der hvor det koster penge!

I budgettet afsættes der penge til personalets kompetenceudvikling, til seniorpolitiske initiativer, til trivselsforanstaltninger, til stressforebyggelse osv. Der kan måske være en særlig pose penge til MED-udvalgenes arbejde, til samarbejdskonferencer og til MED-uddannelse af repræsentanter i MED/SU-systemet.

Det er overordnet politikernes ansvar, at de aftaler, som indgås i overenskomstforligene, rent faktisk kan blive implementeret i kommunen eller regionen. Gennem deres udmøntning af det politiske hverv skal de sikre, at ledere og medarbejdere reelt har resurser til at skabe attraktive arbejdspladser, der kan rekruttere, fastholde og udvikle medarbejderne. 
Hvordan det konkret sker, er en sag mellem ledelsen og medarbejderrepræsentanterne, men politikerne kan ikke skyde det økonomiske ansvar fra sig.

Derfor indgår det i de lokale MED-aftaler, at der skal aftales retningslinjer for proceduren for drøftelse af budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold, og at HovedMED-udvalget mindst en gang om året mødes med kommunens eller regionens politiske ledelse med henblik på drøftelse af den del af budgetbehandlingen, der vedrører budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold. 

I mange kommuner er det således en fast procedure, at repræsentanter for medarbejderne deltager i de (det) årlige Budgetseminar. I de kommuner, hvor det ikke er tilfældet, kan det bl.a. skyldes, at det er politikerne, som ikke ønsker det. Det spørgsmål kan fx rejses i valg-kampen.

En række aktuelle sager har skabt afklaring på, at også det politiske niveau er underlagt MED-aftalernes bestemmelser om information og drøftelse.

Pligt til redegørelse om sammenhæng mellem resurser og arbejdsmængde
I aftalen om trivsel og sundhed på arbejdspladsen er det yderligere aftalt - i tilknytning til kommunens budgetbehandling - at ledelsen i det øverste medindflydelsesorgan skal redegøre for budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold, herunder eventuelle konsekvenser i forhold til sammenhængen mellem resurser og arbejdsmængde.

Aftalen har flg. bemærkning:
Der gøres opmærksom på, at der i henhold til Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse § 8, stk. 3 nr. 1 skal aftales retningslinjer for proceduren for drøftelse af budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold.

Der gøres endvidere opmærksom på, at i medfør af MED-rammeaftalens § 7, stk. skal informationen ”gives på et så tidligt tidspunkt, på en sådan måde og i en sådan form, at det giver gode muligheder for en grundig drøftelse, så medarbejdernes/ medarbejder-repræsentanternes synspunkter og forslag kan indgå i grundlaget for ledelsens og/ eller kommunalbestyrelsens beslutninger.”

Denne bestemmelse har især sin baggrund i, at der når der sker besparelser og ændringer, skal der tages et ledelsesmæssigt ansvar for, hvilke opgaver der ikke længere er resurser til.

Spørgsmål til valgkampen
Spørgsmål i forbindelse med kommunalvalget om personalepolitiske emner skal tage udgangspunkt i, om der er afsat tilstrækkeligt med resurser til at sikre en kompetent medarbejderstab med gode arbejdsvilkår, og om de aftaler, der er indgået ved overenskomsterne, tages alvorligt i kommunen eller regionen.

• Hvor mange midler er der afsat til kompetenceudvikling, og er det efter din mening til-strækkeligt til at sikre ordentlige arbejdsvilkår og attraktive arbejdspladser?

• Hvad er holdningen til MED-repræsentanters deltagelse i budgetseminar?

• Er der afsat resurser til, at alle kan gennemgå den pligtige MED-uddannelse og ar-bejdsmiljøuddannelse?

• Hvad vil du som byrådsmedlem gøre for, at medarbejderne oplever trivsel og glæde ved at arbejde på kommunale arbejdspladser?

• Hvis kommunens personalepolitik har et værdigrundlag, er det sandsynligvis politisk be-sluttet. Det kan der spørges ind til ved at udfordre kandidater på de personalepolitiske værdier og det personaleøkonomiske ansvar.

• Hvad vil du som politiker gøre for at behandle medarbejderne ordentligt i forbindelse med udlicitering?

• Vil du forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne i kommunen?

 

Gå til FTF's tema om "Attraktive Arbejdspladser" og læs mere

 

 
Emneord:
 
 
 

Kontaktinformation

Torben Lenike Petersen

Torben Lenike Petersen

Konsulent

Telefon: 3336 8838

Mobil: 2712 8838

 
Download PDF