Styrkelse af fagligheden gennem brugerinvolvering

[ FTF Dokumentation ]

Ny FTF-rapport viser, hvordan man ved at involvere brugere både kan styrke kvaliteten af opgaverne og medarbejdernes faglighed. Det kræver dog ofte nogle nye kompetencer hos medarbejderne.

| 01.10.10 10:27

 Både i offentlige og private virksomheder inddrages brugere, borgere, kunder, klienter osv. i stigende grad. Risikoen er, at det kan udvikle sig til ”brugertyranni”, hvor medarbejdernes faglighed undermineres, fordi brugernes behov og ønsker forfølges bevidstløst. Omvendt kan der være mange fordele ved at involvere brugerne. Man kan fx opnå bedre kvalitet og målrette ydelser og services til specifikke behov, eller måske endda udvikle helt nye ydelser (også kaldet brugerdreven innovation).

FTF har fået udarbejdet en rapport af konsulent Morten Bregendal fra Quartz+co om denne problemstilling i et FTF-perspektiv. Rapporten præsenterer forskellige metoder til at involvere brugerne og viser bl.a. gennem fire cases fra FTF-arbejdspladser, at det er muligt at involvere brugerne på en måde, så det både styrker kvaliteten og medarbejdernes faglighed. Brugerinvolvering er blevet et værdifuldt input til at medarbejderen kan træffe den fagligt bedste løsning.

De fire cases i rapporten er Jyske Bank, Jobcenter Viborg, Kost- og Ernæringsforbundet samt Odense Universitetshospital.

Rapporten peger dog også på, at det ofte kræver nogle nye kompetencer hos medarbejdere og ledere, hvis man skal involvere brugerne på en fornuftig og effektiv måde. I det ordinære uddannelsessystem har der traditionelt ikke været meget fokus på bruger- og innovationsforståelse, så efter- og videreuddannelse er nødvendigt, hvis man for alvor skal bruge brugerinvolvering konstruktivt.

Kontaktinformation

Jens Krogstrup

Jens Krogstrup

Konsulent

Telefon: 3336 8820

Mobil: 2892 3497