Vækst i reallønnen på 23 procent de sidste femten år

Forhandlingerne om nye overenskomster i det offentlige er netop gået i gang. Denne gang er der langt færre penge i spil end sædvanligt på grund af krisen. Men historisk set er danskernes realløn bare vokset og vokset – samlet set med hele 23 procent siden 1996.

Mette Løvgren, Journalist | 25.11.10 kl. 10.46

Slaget om næste års overenskomst for det offentlige arbejdsmarked, der netop er begyndt i dag, bliver vidt forskelligt fra den seneste overenskomstforhandling for to år siden.
I 2008 fik offentligt ansatte en historisk stor lønstigning. Denne gang er der langt færre penge, end der nogensinde har været.

Det skyldes en regel om, at de offentligt ansattes lønninger skal følge de privates, den såkaldte reguleringsordning. Den har stort set altid trukket de kommunalt ansattes løn op. Men den mekanisme er nu helt usædvanligt vendt på hovedet: De privatansattes lønudvikling er halveret under krisen. Samtidig steg lønnen for skolelærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og de øvrige offentligt ansatte ved sidste overenskomst. Endda en del. Derfor skylder de offentligt ansatte 1,23 procent i lønnedgang, inden de nye forhandlinger overhovedet er gået i gang.

Realløn bare steget og steget
Men dette usædvanlige dyk nedad kommer efter en lang årrække, hvor reallønnen bare er steget og steget for danske lønmodtagere.

Lige så langt tilbage, som man kan opstøve præcise og sammenlignelige tal for reallønnen i Danmark, er den steget. Det viser en gennemgang af Danmarks Statistiks konjunkturstatistik fra 1996 til i år, som FTF har foretaget, og som for første gang viser den samlede stigning i reallønnen.

Med ganske få undtagelser i enkelte kvartaler, har udviklingen været positiv op gennem alle årene. Vi har fået mere og mere i løn i forhold til vores kontante købekraft i butikkerne. Samlet set er reallønnen steget med ca. 23 procent i løbet af 15 år. For kommunalt og regionalt ansatte har der været en samlet stigning i perioden på 23,4 procent, og for de privat ansatte på 22,9 procent.

Reallønnen steget i 15 år

Udvikling i reallønnen fra 1996 til 2010 for hhv. kommunalt/regionalt ansatte (før strukturreformen amter, kommuner og H:S), statsansatte og privat ansatte. Kilde: FTF's beregning på baggrund af Danmarks Statistik.

Fagbevægelsen har sikret reallønnen
Tallene viser klart, at arbejdsmarkedets parter har sikret en reallønsstigning op gennem årene. Det pointerer Flemming Ibsen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet

”Organisationerne har konstant sikret, at reallønnen er steget. Vi har fået mere og mere købekraft hele vejen igennem. Det er fuldstændig nyt og meget specielt, at organisationerne kommer til at stemme en overenskomst hjem med en reallønsnedgang. Det har vi aldrig nogensinde set før”, siger han.

Reguleringsordningen

Ordning, der skal sikre en nogenlunde parallel lønudvikling mellem den private og den offentlige sektor. Sikrer 80 procent af en eventuel forskel.

Eksempel: Hvis privatansatte får en stigning på to procent, og kommunalt ansatte får én procent – så vil reguleringsordningen give de kommunalt ansatte 0,8 procent oveni.

Ordningen vender begge veje, dvs. at hvis de offentligt ansatte får større lønstigning end de private, bliver de offentligt ansatte reguleret. Tilpasningen sker med 1½ års forsinkelse.

Ordningen har været en fast del af løndannelsen i mere end 20 år.

Kontaktinformation

Poul Pedersen

Poul Pedersen

Økonom, konsulent

Telefon: 3336 8848

Mobil: 4018 8848

Skarpe analyser og hurtige nyheder