Ledere: Ikke tid til at spare penge

Innovation på arbejdspladserne sparer penge og øger effektiviteten. Det mener et flertal af ledere på FTF-området. Alligevel har både ansatte og medarbejdere svært ved at finde overskud til netop det, der ellers kunne give bedre råd til fremtidens velfærd, viser en ny undersøgelse fra FTF.

Mette Løvgren, Journalist | 02.07.10 kl. 11.22

Fremtidens velfærd presses af mangel på både penge og arbejdskraft. Senest har regeringen besluttet, at det offentlige skal spare ca. 24 mia. frem til år 2013 for at få rettet op på det gabende hul i den danske økonomi. Kommunerne har taget hul på store fyringsrunder. Senest har Holbæk Kommune bebudet fyring af 400 ansatte og Silkeborg Kommune er klar med fyresedler til op mod 600 medarbejdere.
Oppositionen har på deres spillet ud med, at øget arbejdstid er den pris, vi skal betale for at bevare det danske velfærdsniveau.

Men et flertal af ledere på arbejdspladserne peger på en tredje vej: Der er penge og effektivitet at hente i nytænkning og opfindelser på jobbet.

I en ny leder-undersøgelse fra FTF peger tre fjerdedele (75 procent) af lederne på, at innovation på arbejdspladserne øger effektiviteten. Af dem erklærer 21 procent sig ’meget enige i’, at innovation øger effektiviteten, og 54 procent er ’enige’.

Undersøgelsen er dette års udgave af FTF årlige store lederundersøgelse, Lederpejling, som er foretaget blandt ca. 900 ledere på både offentlige og private arbejdspladser. Ud af sine i alt 450.000 medlemmer repræsenterer FTF omkring 30.000 ledere.

Innovation sparer penge
Næsten halvdelen (49 procent) af lederne vurderer, at innovation sparer penge. Heraf erklærer 13 procent sig ’meget enige’, og 36 procent er ’enige’.

Ud over at spare penge og effektivisere, giver innovation en bedre kvalitet af det arbejde, der udføres. Det er næsten alle ledere enige om – det erklærer hele 93 procent at lederne sig enige i (42 procent meget enige og 51 procent enige).

Innovation øger effektiviteten

Effekter af innovation på arbejdspladsen. Andel svar (procent). Mulighed for flere svar

Kilde: FTF's Lederpejling 2010

Innovation giver ikke bare bonus på bundlinjen, det simpelthen en nødvendighed for at sikre fremtidens vækst og velfærd, mener lederne. Hele 88 procent erklærer sig i hvert fald enige i udsagnet: ”Det er ikke længere muligt blot at gøre, som vi plejer, derfor er vi nødt til at være kreative og hele tiden prøve nye tiltag af.” Heraf erklærer 29 procent sig fuldstændigt enige.

Svært at finde plads til
Men selv om lederne peger på, at innovation er helt nødvendigt, og både sparer penge og øger effektiviteten, savner de samtidig overskud og kompetencer til at fokusere på innovation i hverdagen.

Hver tredje (35 procent) oplever, at de i mindre grad har overskud i hverdagen til at fokusere på innovation. To procent har slet ikke overskud. De vurderer at det står ligesådan til hos deres medarbejdere: 34 procent af lederne oplever, at deres medarbejdere i mindre grad har overskud til innovation i hverdagen, og tre procent at medarbejderne slet ikke har overskud til innovation.

Hele 58 procent svarer nej til, at arbejdspladsen har en formuleret innovationsstrategi. 72 procent har ikke en særlig innovationsafdeling.
Næsten halvdelen (47 procent) af lederne bruger under fem timer på en almindelig arbejdsuge på innovation. Fire procent bruger slet ikke tid på det.

Absurd skyggeplads til innovation
FTF peger i sit udspil ”Befri den offentlige sektor” bl.a. på flere konkrete forslag til hvordan den offentlige sektor kan få innovation langt højere op på dagsordenen og ind i hverdagen.
Her foreslås fx et nationalt videnscenter for offentlig innovation, som skal opsamle, opbygge og sprede viden, og som skal huse et ”rejsehold”, der kan hjælpe offentlige institutioner med innovationsprojekter.

FTF’s formand, Bente Sorgenfrey mener, at ledernes oplevelse af innovation som en vigtig vej til besparelser og effektivitet, bør tages alvorligt.

Innovation viser vejen til at spare på en anden og mere konstruktiv måde, end der nu er lagt op til med massefyringer og forringet service.

Bente Sorgenfrey, formand FTF

”Innovation viser vejen til at spare på en anden og konstruktiv måde, end der nu er lagt op til med massefyringer og forringet service. Derfor er det absurd, at så mange ledere oplever, at hverken de selv eller deres medarbejdere har overskud til at til at fokusere på det i hverdagen”, siger hun.

Bente Sorgenfrey peger også på, at det er nødvendigt at den offentlige og den private sektor nedbryder nogle fordomme og kommer tættere på hinanden.

”Hvis innovationen skal fremmes i den offentlige sektor, er det nødvendigt at man i det offentlige får en ny og mere fordomsfri tilgang til den private sektor. Mulighederne for innovation skal ses i samspillet mellem det offentlige og det private. Først skal det offentlige erkende sit problem. Så skal løsningerne udvikles af dem, der har ekspertise på området”, siger hun.

Kontaktinformation

Marianne Heide

Marianne Heide

Personale- og administrationschef

Telefon: 3336 8803

Mobil: 2040 8803

Skarpe analyser og hurtige nyheder